Qvortrup i comeback på skærmen

Den politiske kommentator får fast program på dk4, hvor første gæst på tv-kanalen er Bjarne Corydon

Henrik Qvortrup. Arkivfoto: Mogens Flindt/Polfoto
Henrik Qvortrup. Arkivfoto: Mogens Flindt/Polfoto

Henrik Qvortrup får nu comeback som politisk tv-kommentator.

4. januar får han besøg af finansminister Bjarne Corydon i programmet 'Qvortrups Valg'.

Dermed er Henrik Qvortrup tilbage på skærmen, efter at han måtte forlade TV2 i kølvandet på Se & Hør-skandalen.

- De henvendte sig og spurgte om jeg ville lave interviewprogrammer. Sådan lidt inspireret af den måde, det sker i USA, hvor politikere er inde søndag morgen til samtale over en kaffe og morgenbrød. Lidt laid back og med god tid, siger Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.

- Det er jo ikke en helt ligegyldig politisk periode, vi går ind i, da der kommer et folketingsvalg i 2015.

- Bliver det anderledes at se dig på dk4 end på TV2?

- Jeg vil gerne lige ræsonnere, når vi har haft den første udsendelse. Men det er klart, at dk4 er et andet medie, end TV2. Først og fremmest, er der nok lidt mere tid.

- Hvordan er det ellers et andet medie?

- Det er vel rimelig oplagt. Der er vel nogle andre seere. Der er nok forskel på kerneseeren af TV2 News og dk4. Men jeg glæder mig meget til det. Man skal ikke tage fejl af, at dk4 er et medie, der har rigtig mange seere. Det bevæger sig lidt under radaren.

- Hvor meget får du egentlig for det?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til.