Qvortrup i ny bog: Helle følte sig snigløbet af Mette F

Helle Thorning mente, at firebande med Mette Frederiksen i spidsen opførte sig dybt illoyalt, lyder det i ny bog fra Henrik Qvortrup

Helle Thorning og Mette frederiksen (foto: Jens Dresling)
Helle Thorning og Mette frederiksen (foto: Jens Dresling)

Thorning har fejlet – hvad gør vi nu?

Sådan lød analysen allerede omkring juletid 2012 hos en lille gruppe fremtrædende socialdemokrater. De var dybt frustrerede over statsminister Helle Thorning-Schmidts ledelse og S-R-SF-regeringens politik.

Derfor begyndte Mette Frederiksen omkring juletid 2012 at holde faste møder i Beskæftigelsesministeriet med tre andre topsocialdemokrater. Formålet var at sikre sig magten i partiet efter Helle Thorning-Schmidt.

Det fremgår af en ny bog om Thorning-regeringens turbulente liv, skrevet af den politiske kommentator Henrik Qvortrup. Bogens titel er ’Tre år, ni måneder, tre dage’ og er blevet til på baggrund af interview med cirka 100 forskellige personer, som alle optræder anonymt.

Firebande
Udover Mette Frederiksen bestod firebanden af gruppeformand Henrik Sass Larsen samt forsvarsminister Nick Hækkerup og MF’eren Ole Hækkerup.

Ekstra Bladet har talt med en række kilder tæt på forløbet. De bekræfter, at der i kredsen omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass var dyb frustration over Thornings ledelse. Kilderne bekræfter også, at der blev talt om, hvordan magten skulle fordeles i partiet, hvis den dybt upopulære Thorning gik af.  

Delte magten
Selv om regeringen kun havde eksisteret i 14 måneder, var firebanden ifølge Qvortrup-bogen overbeviste om, at Thorning umuligt kunne overleve næste folketingsvalg. Gruppen betragtede det som sandsynligt, at Thorning allerede før valget ville gå selv - eller ligefrem blive væltet af sine egne.

På de hemmelige møder bilagde Henrik Sass og Mette Frederiksen fortidens stridigheder - og aftalte hvordan de skulle dele magten i partiet.

Ifølge bogen legede de fire ikke aktivt med tanken om at vælte partiets formand. Til gengæld frygtede de, ifølge bogen og Ekstra Bladets kilder, at finansminister Bjarne Corydon ville forsøge at blive formand, når Thorning forsvandt.

I er dybt illoyale
Noget gik dog galt. Statsminister Thorning fik undervejs kendskab til møderne og kaldte, ifølge bogen, Nick Hækkerup ind til skideballe i Statsministeriet. Her afviste han dog at have deltaget i undergravende virksomhed.

Omvendt lagde Thorning ikke skjul på, at hun følte sig snigløbet af firebanden med Mette Frederiksen i spidsen.

– Jeg har stensikre kilder ... I er dybt illoyale. Kan du ikke se, de bare bruger dig. De er helt ligeglade med dig, lød det fra statsministeren ifølge bogen til Hækkerup.

Hendes analyse var dog, at Henrik Sass og Mette Frederiksen var urørlige - og derfor straffede hun senere Hækkerup ved at flytte ham til Sundhedsministeriet.

Men firebandens møder fortsatte, og parti-toppens indre stridigheder voksede eksplosivt, da Thorning og Corydon i februar 2013 lancerede en vækstplan med store lettelser i selskabs-skatten samtidig med, at Mette Frederiksen skulle præsentere en kontanthjælpsreform, som skar massivt i ydelserne til nogle af samfundets allersvageste grupper.

Dermed fik Mette Frederiksen personligt store tæsk for nogle skattelettelser til erhvervslivet, som både hun, Sass og Hækkerupperne var lodrette i mod.

Fred med Corydon
Frem til foråret 2014 voksede frustrationerne hos firebanden. Dagpengeballade, selskabs-skattelettelser og Dong-salget havde sendt partiet ned på 16 procent i meningsmålingerne.

Stærke kræfter i baglandet - blandt andet fremtrædende borgmestre - kritiserede åbent Thorning, der ifølge Qvortrups bog mistænkte Mette Frederiksen, hendes spindoktor Martin Rossen og Henrik Sass for at orkestrere angrebene fra Christiansborg.

På det tidspunkt rygtedes Thorning i internationale medier til et topjob i EU, og reelt var det ulmende oprør ude af kontrol, da S-toppen i april sidste år mødtes til et hovedbestyrelsesmøde i Svendborg.

Mette Frederiksen og Henrik Sass valgte dog i sidste øjeblik før mødet i Svendborg at bakke aktivt op om formanden.

Ifølge bogen og Ekstra Bladets kilder indgik de to en fredsaftale med finansminister Bjarne Corydon, som blev sikret en plads i den fremtidige parti-ledelse efter Helle Thorning.