Venstres bagland skal til stemmeurnerne, når der skal vælges ny ledelse i det gamle bondeparti til det ekstraordinære Landsmøde i Herning 21. september.
Det er dog ikke et kampvalg om formandsposten, der er på plakaten, men derimod posten som næstformand, hvor Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg begge har meldt sig ind i kampen.
Henrik Qvortrup mener, at det vil være et svagere makkerpar, hvis Ellen Trane løber afsted med sejren. Det kan ende med at blive en opsigtsvækkende valg i et parti, hvor knivene, ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator, sidder løst.
- Det er et sats fra Ellen Trane Nørby at melde sig ind i kampen. Hvis man ender med at vælge Ellen Trane Nørby som næstformand, så er makkerparret med Jakob Ellemann knap så bredt, som det ville være med Støjberg, siger han og påpeger, at Inger Støjberg har tag i nogle vælgere, som hverken Ellemann eller Nørby har helt fat i.
Støjberg: Jeg stiller op som næstformand for Venstre
Som det ser ud nu, kommer Jakob Ellemann-Jensen ikke til have en modkandidat til posten som formand.
- Støjberg og Ellemann er, som mange har bemærket, ligesom yin og yang og dermed et perfekt match, siger Henrik Qvortrup.
Der er dog også fordele ved at vælge den mindre kontroversielle Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby stiller op som næstformand i Venstre
En potentielt skadelig sag
Inger Støjberg har nemlig lige nu en sag hængende over hovedet i form af sit tidligere embede som integrationsminister. Der skal nedsættes en kommission, som skal finde ud af, hvorvidt den tidligere minister handlede i strid med loven, da barnebrude blev skilt fra deres ægtefæller.
- Det er en fordel, at Ellen Trane Nørby ikke har den her potentielt meget skadelige sag. Hvis venstrebaglandet vælger Nørby, behøver de altså ikke bekymre sig i samme grad, siger den politiske kommentator.
Samtidig kan valget om næstformandsposten måske være med til at hele de dybe sår i Venstre, som er blevet luftet i avisspalterne de seneste dage.
- Ved at skulle stemme om næstformandsposten, får baglandet indtrykket af, at der er noget at vælge imellem. Men hvis man tror, at alt er fryd og gammen, så skal man revidere den opfattelse, for knivene sidder løst, siger Henrik Qvotrup.