Qvortrup letter anerkendende på hatten: Møgdygtigt

Statsministerens mail til partilederne punkterer alle angreb, der måtte være bagt op til inden partilederrunde i aften

Qvortrup kaldte i sidste uge Frederiksen for snedig, da hun tog æren for hele genåbningsarbejdet. Den nye udmelding er ingen undtagelse, uddyber den politiske kommentator herunder. Video/foto: Ritzau Scanpix, Philip Davali og Tariq Mikkel Khan. Producer: Emma Svendsen.

Timet og tilrettelagt.

Sådan beskriver Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, den mail, som Mette Frederiksen i dag har sendt til de øvrige partiledere få timer inden den store coronapartilederrunden i aften, og hvori hun åbner for muligheden for en udvidelse af fase to i genåbningen af det danske samfund.

- Så kan hun hele tiden henvise til den, når hun bliver presset på, hvorfor vi for eksempel skal holde grænserne lukkede, og hvorfor museerne ikke kunne få lov at åbne i fase to. Det kommer til at tage brodden af den kritik, der måtte blive rejst i aften, mener Henrik Qvortrup, der bøjer sig i støvet for statsministeren og hendes spin-apparats arbejde.

Helt bevidst
- Man kan kun lette anerkendende på hatten over, at hun hele tiden formår at fremstå som den, der har initiativet.

- De andre partiledere har jo brokket sig over, at de forhandlede på forkert grundlag og med bind for øjnene, fordi de ikke vidste, hvad Mette Frederiksen - måske - vidste. Begge dele får hun prikket luften ud af.

Q: Mettes statister

- Og der er ingen tvivl i dit sind om, at det er en helt bevidst taktik?

- Der er meget, meget lidt, der kommer fra den kant, der ikke er bevidst, eller som er tilfældigt timet. Det er omhyggeligt planlagt, så alle angrebene, de andre har lagt i kakkelovnen til, bliver punkteret.

Et skridt foran
- Er det udspekuleret, eller er det bare klogt af Mettes hold?

- Jeg kaldte hende snedig i sidste uge, da hun tog æren for hele genåbningsarbejdet. Det er hun også. Og i hvert fald er hun hele tiden et skridt foran, lyder vurderingen fra Qvortrup.

- Det er møgdygtigt og godt politisk håndværk. Anderledes kan det ikke siges.