Qvortrup: Pamperi når det er værst

En fælles rød baggrund blandt ministeriernes nye pressechefer har de seneste dage vakt forargelse - tirsdag blev endnu en S-bekendt bekræftet ansat. Pamperi, mener Henrik Qvortrup

Hvem er de nyansatte pressechefer, og hvordan har de bånd til Socialdemokratiet og ministrene? Henrik Qvortrup gennemgår de syv nyansættelser. Producer: Lasse Brøndal

Den socialdemokratiske regering er blevet mødt af hård kritik, efter at Berlingske søndag kunne berette, at seks ud af ministeriernes otte nye presse- og kommunikationschefer er tiltrådt i partiet.

Tirsdag blev endnu en person med politisk tilknytning til Socialdemokratiet præsenteret. Hun hedder Gry Möger Poulsen og var politisk rådgiver for Dan Jørgensen (S), da han i 2013 sad i Europa-Parlamentet.

- Det her er unægteligt socialdemokratisk pamperi, når det er værst, siger Henrik Qvortrup.

Gry Möger Poulsen skal være kommunikationschef i Klima-, Energi og Forsyningsministeriet. Pudsigt nok med klimaminister Dan Jørgensen som chef.

Det bringer altså det samlede regnskab af nyansættelser med bånd til enten Socialdemokratiet eller regeringens nye ministre op på syv ud af otte.

Se også: Hyrer partikammerater: Nye pressechefer har gamle bånd til regeringen

Og det klæder ikke regeringen, mener Ekstra Bladets politiske kommentator.

- Jeg vil gerne om alle syv sige, at jeg faktisk synes, de isoleret set er ganske dygtige mennesker. Og det skal jo heller ikke være sådan, at det nødvendigvis er diskvalificerende, at man engang har arbejdet for Socialdemokratiet, og at man ikke derfor kan få jobbet som pressechef, hvis man nu er bedst egnet, fortæller Henrik Qvortrup.

- Men det ligner en tanke, at det tilfældigvis er lige præcis de her syv med den fortid, de har, der bliver betragtet som værende de bedst kvalificerede til de her syv stillinger, fortsætter han.

- Spørgsmålet rejser sig jo: Kan det virkelig være rigtigt, at der ikke bare var en, to eller tre af de her syv stillinger, der kunne besættes med en, der ikke havde den baggrund?

Mette Frederiksen sammen med Mads Kolby, der siden 1. oktober har været pressechef i Erhvervsministeriet.
Mette Frederiksen sammen med Mads Kolby, der siden 1. oktober har været pressechef i Erhvervsministeriet.

En magtfuldkommen regering

At ministerierne har udskiftet det partipolitisk neutrale embedsværk med 'egne' folk, smager ifølge Henrik Qvortrup også en smule af magtfuldkommenhed.

- Når vi står og snakker om det her, så er det jo, fordi den her historie, som har været fremme i nogle dage, og som faktisk vækker ganske meget forargelse derude, bringer lidt mindelser om en regering, som måske er blevet lidt magtfuldkommen.

- Som lukker sig om sig selv. Den bliver beskyldt for kammerateri, fordi den bare kan bestemme selv, lyder det fra den politiske kommentator.

- Og igen, jeg ville sådan set ikke have så meget imod det her, hvis det var to eller tre af de her udmærkede folk, der var blevet ansat som pressechefer, men jeg må sige, at det, at vi kan line den ene efter den anden op. Det ligner altså mere end en tilfældighed, det må jeg sige.

Se også: Spillet om Borgens goder: Klar til lønstigning

Se også: Regeringen vil sende flere direkte i fængsel for vold

464 kommentarer
Vis kommentarer