Qvortrup: R og S er sig selv nærmest

I dag fremlagde Socialdemokraterne et udlændingeudspil. Ifølge politisk kommentator Henrik Qvortrup er det forventligt, at S laver udspil i en valgkamp uden De Radikale

Henrik Qvortrup giver den op som radiovært sammen med sin fætter Thomas Qvortrup i programmet Borgen Unplugged
Henrik Qvortrup giver den op som radiovært sammen med sin fætter Thomas Qvortrup i programmet Borgen Unplugged

'Vi skal kunne følge med' hed det udlændingeudspil, som Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen præsenterede i dag. Et udspil, der fortæller om socialdemokratisk politik og ikke regeringens.

Og selv om man måske kunne forvente, at regeringen lavede fælles udspil i en valgkamp, så er den her procedure altså ganske normalt.

Det mener politisk kommentator Henrik Qvortrup.

Tre gange om ugen under valget taler den politiske kommentator Henrik Qvortrup om de varmeste emner i valgkampen sammen med sin fætter Thomas Qvortrup i podcasten Borgen Unplugged.

- Hvad med De Radikale. Flere har jo noteret, at det her ikke er et regeringsudspil, men et socialdemokratisk udspil, spørger Thomas Qvortrup i radioprogrammet.

- Ja, og det, som vi ser i de her dage af valgkampen er, at - jeg vil ikke sige, der er krise i forholdet mellem R og S - men det er meget tydeligt, at nu er man sig selv nærmest. Jeg tror også, der er en gensidig forståelse af, at sådan må positionerne være. Det er ikke sådan, at R er vrede eller over, at S spiller ud, som de gør. R ved godt, at hvis Thorning skal fortsætte som statsminister, og R skal blive i regering, så er S nødt til at spille den rolle, de spiller, siger Henrik Qvortrup.

Overraskende stramt udspil
Henrik Qvortrup er faktisk overrasket over, at dagens udspil kom fra en rød hånd.

- Hvis du havde spurgt mig for tre uger siden om, hvem der i valgkampen ville komme med et forslag om, at de stigende udgifter til asylpolitik skal hentes fra ulandspengene, så havde jeg med 100 procents sikkerhed sagt, at det ville komme fra et parti fra blå blok. Og det, synes jeg, illustrerer meget godt, hvor langt man vil gå og hvor meget man frygter den her dagsorden.

- Det nye er, at S er langt mere opmærksomme på det sprængfarlige potentiale i udlændingedebatten. Jo, man har måske været opmærksomme på det, men har ikke turde handle.

- Man har måske heller ikke haft baglandet med?

- Nemlig. Svend Auken ville have sat hælene i ved pressemødet i dag. Det kan også være, at R under en anden leder havde larmet mere, end de gør nu, men jeg synes måske her, at det endnu en gang er værd at huske, at ja, Radikales indflydelse, på hvilken politik der føres, er ganske betydelig, men ikke på udlændingeområdet, siger Henrik Qvortrup.

Den politiske kommentator forudser, at det er meget usandsynligt, at udlændingeområdet vil blive løsnet op. Tværtimod.

Du kan høre hele programmet med Thomas og Henrik Qvortrup her:

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere