Der er nu 'total-krig' i Alternativet.
Det vurderer Ekstra Bladets politisk kommentator Henrik Qvortrup, efter at partistifter Uffe Elbæk har skiftet kærlighed ud med den helt store kanon og rettet den mod den nyvalgte partileder, Josephine Fock.
Kanonen er Elbæks egen vidneforklaring over for partiets hovedbestyrelse, hvor han - ifølge ham selv - vil fortælle om episoder, hvor Fock angiveligt fysisk har grebet fat i folk i raseri.
- Partistifteren går ud og markerer, at han gerne vil bidrage til utilfredsheden med Josephine Fock. Det er en klar opskalering, siger Henrik Qvortrup.
Uffe Elbæk vil fortælle hovedbestyrelsen om Fock
Ruskeri-sag
Fock er havnet i en penibel situation, efter at hun i en artikel i Information af anonyme kilder beskyldes for at have en ubehagelig ledelsesstil.
I artiklen fortæller fire kilder, at de med egne øjne har set Josephine Fock gribe fysisk fat i folk, når hun er blevet vred på dem.
Med Uffe Elbæks vidneudsagn vil det ikke komme bag på den politiske kommentator, hvis Josephine Fock bliver nødt til at trække sig.
- Det er total borgerkrig, og det er efterhånden kørt så meget op, at det ikke vil overraske mig, hvis Josephine Fock bliver nødt til at pakke sydfrugterne og droppe formandsposten, vurderer Henrik Qvortrup.
Alternativets ruskeri-sag: - Det kunne næsten ikke være værre
Skæbnens ironi
Josephine Fock kan dermed blive den kortest siddende partileder nogensinde, selvom om der har været en demokratisk proces blandt Alternativets medlemmer i begyndelsen af februar.
- Det er totalt rivegilde for åbent tæppe, og skæbnens ironi, da det vi ser, er præcis det, som partiet blev stiftet for at ville undgå. Det er ikke meget fred, kærlighed og en ny politisk kultur, fortæller den politiske kommentator.
Samtidig hæfter Henrik Qvortrup sig også ved, at den tidligere pressechef Magnus Haslebo også bakker op om de folk, som i Information har sagt, at Fock agerer på en uhensigtsmæssig måde.
- Vi har en ny formand, i et i forvejen kriseramt parti, som ikke har opbakning fra folketingsgruppen, som undsiges af partiets stifter og tidligere formand samt den tidligere pressechef, siger Henrik Qvortrup.
Alternativets nye leder i møgsag
Iskold luft
- Men Alternativets folketingsgruppe har da udtalt, at de har tillid til samarbejdet med Josephine Fock.
- De er høflige mennesker, men hvis man kan læse bare en smule mellem linjerne, så kan man se, at der er iskold luft mellem folketingsgruppe og Fock, fortæller Henrik Qvortrup.
Den politiske kommentator hæfter sig også ved, at dem, som stemte på Fock i den interne valgkamp i Alternativet, måske ikke er helt tilfredse.
- Mange af dem, som har valgt Josephine Fock, kan måske sidde med en følelse af at have købt katten i sækken, fordi de ikke vidste, hvordan det var fat mellem Fock og Alternativet på Christiansborg, siger Henrik Qvortrup.
Fock: Leger med eksistens
Alternativets politiske leder, Josephine Fock, genkender ikke billedet af, at hun skulle have rusket i ansatte.
- Jeg har ikke rusket i nogen. Hverken medarbejdere, frivillige eller venner for den sags skyld. Jeg ved jo ikke, hvem det er, der har udtalt sig til Information. Det berører mig dybt, siger Josephine Fock til TV2 News.
Josephine Fock, mener, at partiet i øjeblikket leger med sin eksistens.
- Lige nu gør vi. Det mener jeg helt klart, at vi gør, og det har vi alle et ansvar for, siger Josephine Fock til DR's politiske magasin Slotsholmen, som sendes på P1.
Under spærregrænsen
- Det ligner mere og mere, at hun trækker sig, eller at partiet bliver sprængt, når fronterne er trukket så meget op.
Mens Alternativets top bekriger hinanden ,er vælgerne skredet. I de seneste tre målinger fra Voxmeter har Alternativet ligget under spærregrænsen på to procent.