Qvortrup: Usikkert, om Thorning træder tilbage

Hvis Venstre taber valget, går Lars Løkke Rasmussen af som formand for Venstre, mener Henrik Qvortrup. Helt så klar er fremtiden dog ikke for Helle Thorning-Schmidt

Henrik Qvortrup laver sammen med sin fætter Thomas Qvortrup et radioprogram, der hedder Borgen Unplugged (Foto: Borgen Unplugged)
Henrik Qvortrup laver sammen med sin fætter Thomas Qvortrup et radioprogram, der hedder Borgen Unplugged (Foto: Borgen Unplugged)

Valget i overmorgen tegner sig til at blive en gyser uden lige. Meningsmålingerne bokser om kamp med forskellige vindere hele tiden, og ingen ved med sikkerhed, hvordan valget ender, og dermed hvem der skal være statsminister i den næste periode.

Én ting er dog sikkert: Hvis Venstre taber, går Lars Løkke Rasmussen af som formand. Det vurderer politisk kommentator Henrik Qvortrup.

Tre gange om ugen under valget taler Henrik Qvortrup om de varmeste emner i valgkampen sammen med sin fætter Thomas Qvortrup i podcasten Borgen Unplugged.

I det seneste program diskuterede de to, hvad der mon sker med den tabende statsministerkandidat efter valget.

Færdig som gårdsanger
- Lars Løkke Rasmussen er vel færdig som formand, hvis han for anden gang taber til Thorning, spørger Thomas Qvortrup.

- Så er han færdig som gårdsanger i dansk politik. Jeg er 100 procent sikker på, at hvis Lars Løkke taber på torsdag, så trækker han sig som formand for Venstre. Om det sker på valgnatten, eller om der går et par uger, skal jeg ikke kunne sige, men han er færdig.

- Og jeg tror også, at vi kan gå ud fra som en given ting, at der sidder folk og grupperinger i Venstre, som allerede har gjort sig tanker om, hvordan de skal positionere sig, når den situation opstår, siger Henrik Qvortrup.

- Positionerede de sig ikke allerede for et år siden?

- Jo, men så er der kommet nye spillere ind over. Søren Gade stiller op oppe i Nordjylland, vi har en gruppe omkring Kristian Jensen, vi har de gamle omkring Lars Løkke - de loyale Løkke-støtter, hvad gør de, hvis Løkke forsvinder. Der er mange ubekendte. Man hører, at Venstre-folkene allerede er begyndt at planlægge, hvordan de helt konkret forholder sig på valgaftenen, hvis det viser sig, at Venstre taber statsministerposten.

Jensen over for Gade
Henrik Qvortrup mener, at alle handlinger efter et eventuelt tab er afgørende for kandidaterne i Venstre:

- Jeg kan love dig for, at de alle sammen er langt inde i de overvejelser. Det er ikke det samme som, at de ikke alle sammen kæmper for at vinde - det gør de selvfølgelig, men du kan roligt gå ud fra, at der er udtænkt en plan b. Det kan jeg garantere dig for.

Se også: Qvortrup: Thornings stærkeste kort er Løkke

- Kan der ske det, at der kommer til at være en intern borgerkrig i Venstre, hvis de taber, spørger Thomas Qvortrup i programmet.

- Det er klart, at der står to grupperinger over for hinanden. Søren Gade og Kristian Jensen er nok de to bejlere til posten, hvis Løkke må gå af. Jeg anser Kristian Jensen som den mest sandsynlige. Han greb ikke chancen, da den var der sidste år, men man skal altså ikke glemme, at i Venstre er et godt forhold til baglandet altafgørende, og det har Kristian Jensen. Og nok også i højere grad end Søren Gade, siger Henrik Qvortrup.

En anden sang spiller for Thorning
Helt så klart står stregerne dog ikke tegnet op for Helle Thorning-Schmidts fremtid i Socialdemokratiet, hvis hun taber på torsdag.

- Lad os skifte over til Socialdemokraterne. Er sagen lige så enkel her? Hvis Socialdemokraterne går frem ved valget, men Thorning ikke bliver statsminister, er det så givet, at hun trækker sig som formand, spørger Thomas Qvortrup.

- Der skal man sætte flere scenarier op. Hvis Thorning taber statsministerposten og samtidig inkasserer et valgresultat, der er dårligere end sidst for partiet, så går hun. Og hvis hun ikke går, så bliver hun gået. Så er der no mercy og Mette Frederiksen vil stå parat, siger Henrik Qvortrup.

Meningsmålingerne spiller dog en melodi for tiden, som gør et helt andet scenario muligt. Nemlig det, at Thorning taber statsministerposten, men får sit parti til at gå frem i forhold til valget i 2011.

- Når hun taber statsministerposten, hænger det sammen med, at De Radikale og SF klarer sig miserabelt. I den situation sker der det, at her afgør Thorning selv, om hun trækker sig som formand. Til forskel fra scenario nummer et kan hun selv bestemme i den situation. Hvis hun gider fortsætte, så har jeg vanskeligt ved at se, hvem det er, der skal gå ind og fjerne hende.

Se også: Qvortrup: R og S er sig selv nærmest

- Hvordan ville Mette Frederiksen og hendes støtter tage scenario to, spørger Thomas Qvortrup.

- Jamen det er en streg i regningen for hende. Indtil for fire måneder siden var det her valg en win-win for Mette Frederiksen. Enten ville regeringen fortsætte, og hun ville beholde sin ministerpost. Eller også ville de tabe, og Mette Frederiksen ville kunne sætte sig i formandsstolen.

- Sådan er situationen dog ikke længere for hende. Nu er der også muligheden, at hun ikke ryger i regering, men S klarer sig så godt, at Thorning kan blive, og dermed kan hun heller ikke blive formand, vurderer Henrik Qvortrup.

Du kan høre hele programmet med de to Qvortrup'er her:

103 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere