Qvortrups dom: Her er de største overraskelser

Mette Frederiksen har fremlagt sit nye ministerhold, hvor især én ny minister er særligt overraskende

Den nyvalgte EU-parlamentariker Jeppe Kofod er landets næste udenrigsminister, og det er en rigtig stor overraskelse. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Den nyvalgte EU-parlamentariker Jeppe Kofod er landets næste udenrigsminister, og det er en rigtig stor overraskelse. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Der er en rigtig stor overraskelse på Mette Frederiksens ministerliste.

Nemlig Jeppe Kofod på posten som udenrigsminister.

- Jeppe Kofod er den helt store overraskelse på denne liste. Derudover er der ikke nogen navne, der overrasker mig, siger Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup.

Det er kun lidt over en måned siden, at Kofod blev valgt til Europa-Parlamentet, men det må han altså droppe for posten som Danmarks udenrigsminister.

Derudover er Qvortrup overrasket over en udefra, der ikke blev hevet ind af Mette Frederiksen.

- Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, er ikke blevet hevet ind, og det overrasker mig faktisk, siger Qvortrup.

Den eneste, Mette Frederiksen har taget ind, som ikke sidder i Folketinget, er Roskildes borgmester, Joy Mogensen.

En anden overraskelse er Mogens Jensen, der bliver minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordiske samarbejde.

- Alle havde spået Mogens Jensen som kulturminister, så det er en stor overraskelse, at han ikke får den post.

Nedenfor kan du se ministerlisten. Henrik Qvortrup har også vurderet, hvor overraskende udnævnelsen af de enkelte ministre er på en skala fra en til seks stjerner, hvor en stjerne er det forventelige, og seks stjerner er det, der virkelig overrasker Qvortrup.

Mettes ministerliste

 

Mette Frederiksen statsminister

Danmarks nye statsminister, den yngste nogensinde med sine kun 41 år. Og den blot anden kvinde på posten.

 

Det kommer næppe bag på nogen, at Mette Frederiksen er Danmarks nye statsminster.

 

Nicolai Wammen finansminister

Ingen overraskelse. Efter Henrik Sass' exit fra regeringsplanerne har Wammen været det oplagte bud på en finansminister. Han var tidligere forsvars- og Europaminister og forud for sin landspolitiske karriere populær borgmester i Aarhus.

 

 

Jeppe Kofod udenrigsminister

Regeringstoppens største 'surprise'-skikkelse. Genvalgt Europa-Parlamentsmedlem og ikke umiddelbart centralt placeret i partitoppen er Kofod nu stormet ind i regeringstoppen. Derudover er udenrigsministeren også med i de tunge regeringsudvalg, koordinations- og sikkerhedsudvalget.

 

- Det her er det eneste navn på ministerlisten, der overrasker mig, siger Henrik Qvortup.

 

Nick Hækkerup justitsminister

Mettes sikre kort. Nick Hækkerup er fjerde generation af Hækkerup-dynastiet internt i Socialdemokratiet.

 

Astrid Krag social- og indenrigsminister

Astrid Krag nupper som frafalden SF'er en umiddelbart høj post i den nye regering.

- Hun får en tungere post, end jeg havde regnet med, siger Qvortrup.

Morten Bødskov skatteminister

Morten Bødskov røg ud på røv og albuer, da han var justitsminister under Helle Thorning-Schmidt. Nu er han tilbage som skatteminister. En uriaspost i enhver regering. Men med mulighed for at være den store oprydder i moradset i Skattestyrelsen.

 

 

Klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen

Dan Jørgensen havde ifølge Ekstra Bladets oplysninger håbet på et superministerium bestående af bl.a. klima- og miljø. Han er nu klimaminister og skal være manden, der sender Danmark mod 70 pct. reduceret CO2-udledning.

Dan Jørgensen var også en mulig udenrigsminister, men det er ikke den store overraskelse, at han får dette område, siger Qvortrup.

Fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister Mogens Jensen

Og her gik vi og troede, at Kulturministeriet havde Mogens Jensen skrevet på forporten. Sådan gik det ikke. Og Mogens Jensen er minister for vores allesammens mad og fisk. Og for ligestillingen i samfundet.

- Det er slet ikke overraskende, at Mogens Jensen er på listen, men jeg havde troet, han ville blive kulturminister, siger Qvortrup.

 

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke

Der bliver ikke nogen tung arv at løfte fra Thyra Franks indsats som ældreminister, hvor hun som bekendt ikke lavede det store. Til gengæld får Heunicke mere at bestille som sundhedsminister i en regering, der vil løfte velfærden med ti mia.

- Mange havde troet, at Heunicke ville blive transportminister, siger Qvortrup.

 

Transportminister Benny Engelbrecht

Den ultraloyale Benny Engelbrecht er kendt for at få forbud mod at spille guitar på scenen til S-kongresserne. Nu har han fået tilladelse til at give den som transportminister. Et tungt område, hvor særligt regeringens sats på elbil-området og grøn flytrafik vil skabe kontroverser og muligheder for Engelbrecht.

 

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn

Måske Mettes største kanin i hatten. Rasmus Prehn er blevet set som en intern ballademager. Blev af flere kolleger nærmest stemplet som manden bag bogen 'Den hemmelige socialdemokrat'.

Men nu er han inde i varmen som udviklingsminister.

 

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Mette Frederiksens gode veninde og nære allierede. Rosenkrantz-Theil er det første tidligere Enhedslisten-medlem, som nu er minister.

 

Forsvarsminister Trine Bramsen

Hun havde nok håbet på justitsminister. Nu må Trine Bramsen tage til takke med at være forsvarsminister. Den kun anden kvindelige af slagsen i Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

Ane Halsboe er centralt placeret i S-toppen og bliver nu partiets ansigt udadtil, når der skal satses mere på forskning.

 

Erhvervsminister Simon Kollerup

Endnu en overraskelse. Kollerup har været 'backbencher' indtil nu. Men udnævnelsen til erhvervsminister må siges at være noget af et scoop for den nordjyske nu fhv. fiskeriordfører. Det blev dog bemærket internt, hvor meget gas han gav den under forløbet med kvotekongerne.

- Det er ikke overraskende, at han er på listen, men det er et tungt ministerium, siger Qvortrup.

 

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye

Endnu en frafalden SF'er, der får en ministerpost. Tesfaye har længe lignet den oplagte integrationsminister. Nu har han fået drømmeposten.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

En tung post til en ung og fremadstormende socialdemokrat. Beskæftigelsesministeriet er holdeplads for sager fra utilfredse danskere, der føler sig klemt af bl.a. Mette Frederiksens reformer, fra da hun selv sad på taburetten. Bliver interessant at følge.

 

Boligminister Kaare Dybvad

Dybvad har længe været en loyal støtte for S-toppen. Samt en markant boligordfører. Nu er han blevet belønnet med posten som boligminister.

 

Miljøminister Lea Wermelin

Ud over Jeppe Kofod er Lea Wermelin den anden bornholmer i S-regeringen. Dermed er ti pct. af regeringen fra Solskinsøen.

- En rimelig ukendt socialdemokrat, men en markant bornholmer, siger Qvortrup.

Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen

Den eneste udefrakommende minister. Borgmester i Roskilde og gravid. Og nu kulturminister.

- Det er overraskende, at Mogens Jensen ikke fik denne post, siger Qvortrup.

217 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere