Radikale: Tiden er inde til bankunion

Morten Østergaard siger, at bankerne må indstille sig på, at Danmarks skal være med i EU's bankunion

Indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) mener, at tiden er moden til at træffe beslutning om dansk deltagelse i EU's bankunion. Det skriver Børsen.

Det kom frem ved et lukket middagsmøde mandag aften i forbindelse med Finansrådets årsmøde, efter flere måneder hvor regeringen ikke har meldt holdningen ud til den fælles europæiske bankunion.

På den officielle del af mødet, var erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) på talerstolen, men her var det fortsat den afventende linje, der blev lagt frem.

Men mandag aften var tonen en anden. Børsen erfarer fra kilder ved arrangementet, at økonomi- og indenrigsministeren i en tale her gjorde det klart, at bankerne må indstille sig på dansk deltagelse i bankunionen.

Ritzau har forsøgt at få fat i Morten Østergaard til en kommentar - men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

På den åbne del af årsmødet tidligere mandag, hvor pressen var inviteret, sagde nationalbankdirektør Lars Rohde, at Danmark bør gå med i den europæiske bankunion.

- Det vil styrke den finansielle stabilitet at have en fælles myndighed, der forventes at være bedre til at forebygge, forudse og håndtere finansielle kriser, lød det fra Nationalbankdirektøren.

- Den vil medføre øget konkurrence på priser og produkter til gavn for forbrugere og virksomheder i de deltagende lande, sagde Lars Rohde.

0 kommentarer
Vis kommentarer