Radio24syv trækker stikket

Radio24syv søger ikke om at forlænge sendetilladelsen på grund af krav om udflytning, oplyser PeopleGroup

PeopleGroup opgiver at søge om at forlænge sendetilladelsen. Foto: Jens Dresling
PeopleGroup opgiver at søge om at forlænge sendetilladelsen. Foto: Jens Dresling

Radio24syv vil ikke søge om at forlænge sin sendetilladelse, fordi der i det nye udbud er krav om, at mindst 70 procent af redaktionen skal være 110 kilometer fra København.

Det oplyser PeopleGroup, der sammen med Berlingske Media ejer Radio24syv.

Radiokanalen mener ikke, at det giver mening at fortsætte, hvis teltpælene skal rykkes op. Kvaliteten er afhængig af de nuværende værter, og at det er nemt at få gæster i studiet.

- Radio24syv er bygget op omkring markante værter - værter, der som regel er freelance-tilknyttede og har mange andre jern i ilden. De er radioens dna.

- Radio24syvs programmer er baseret på, at vi kan få politikere og eksperter til at møde op i vores studie, skriver PeopleGroup.

Radiokanalen har 1,1 millioner lyttere om ugen. Den nuværende sendetilladelse udløber i oktober.

Se også: Syv mediehuse melder sig klar til at overtage

DF har vundet
Kravet om at flytte væk fra København er en konsekvens af et medieforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti nåede til enighed om i sommer. Her defineres nye betingelser for udbuddet af FM4-kanalen, som Radio24syv sender på.

Det specifikke krav om udflytning til provinsen er et ønske fra Dansk Folkeparti.

Dødsstødet til radiostationen huer - ikke overraskende - langtfra Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver for Berlingske Media, som ejer Radio24syv:

'Vi kan ikke fortsætte i radioens ånd, når 70% skal flytte væk fra København. Det piner mig at sige farvel til så meget talent. Tak til alle på stationen', skriver han på Twitter.

Radio24syv holder dog en kattelem åben. Radiokanalen vil afvente det kommende folketingsvalg og se, om det politiske flertal ændrer sig.

- Vi ønsker kun at fortsætte Radio24syv, så vi vil sove med støvlerne på. Men indtil videre må vi altså strække våben og acceptere, at Dansk Folkeparti har vundet kampen og reelt umuliggjort vores fortsatte virke, skriver PeopleGroup.

Om lidt bliver her stille
Foreløbig har kapitulationens vinde dog fat i flaget, der vajer på toppen af Radio24syvs redaktion i København.

'Om lidt bliver Radio24syv stille', skriver den ansvarshavende chefredaktør, Jørgen Ramskov, på Facebook, hvor han begræder politikernes sindelag:

'Politikerne opstiller en falsk modsætning mellem by og land, når de påstår, at en radio kun kan afspejle hele Danmark, hvis den befinder sig udenfor København. Der er ingen saglige begrundelser for at kræve udflytning af 70% af en taleradios programmer som grundlag for at få en sendetilladelse.  Radio24syv går ind for mangfoldighed og konkurrence – fri konkurrence.
Derfor skal det være muligt at få en sendetilladelse til FM4, uanset hvor i landet man ønsker at lave taleradio. Politikerne burde interessere sig for, om man tilbyder danskerne vedkommende og interessant radio. Ikke hvor man har adresse', lyder det blandt andet.

Radio24syv drives af selskabet Berlingske People. Det har Berlingske Media som hovedejer med en ejerandel på 70 procent. PeopleGroup ejer de resterende 30 procent af selskabet.

Se også: DF kræver Radio24syv flyttet til Jylland i nyt medieforlig

890 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere