Radiokrig: 'Smarte københavnere' sparkes til Jylland

Socialdemokratiet, Venstre og DF klar til at flytte Radio24syv. Imens kæmper radioens ansatte indædt imod

Mads Brügger og Benny Engelbrecht røg i infight på Twitter om placeringen af Radio24syv. Foto: Polfoto
Mads Brügger og Benny Engelbrecht røg i infight på Twitter om placeringen af Radio24syv. Foto: Polfoto

Snakkemediet Radio24syv er formentlig på vej ud af hovedstaden, hvor radioen har holdt til siden den gik i luften 1. november 2011.

Landets tre største partier snakker nemlig nu åbent om at flytte stationen ud af byen for at gør den mere landsdækkende.

Debatten fik for alvor fart, da Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, i et indlæg i Jydske Vestkysten argumenterede for at flytte radioen til Sønderjylland.

'For mig sprang kæden helt af, da jeg opdagede Martin Kongstads madprogram. Her interviewes semikendte Københavner-typer på skiftende gourmetrestauranter, primært i Storkøbenhavn,' skriver han, og fortsætter:

'Og inden de smarte københavner-drenge i Radio 24Syvs ledelse går helt i selvsving, kunne de jo lytte til musikeren Simon Kvamms kloge ord om, at han hellere vil drikke en bajer med naboen i provinsen, end være småborgerlig i storbyen.'

Indlægget fik i går en særdeles hård medfart fra programchefen på Radio24syv, Mads Brügger, som går i kødet på Benny Engelbrecht på Twitter.

Mads Brügger minder bl.a. om, at Benny Engelbrecht var skatteminister, da svindlere slap af sted med over 12 mia. kroner i udbytteskat og beder socialdemokraten 'dropper din gustne, letkøbte provins-populisme og dit opportunistiske københavner-had'. Programchefen påpeger i øvrigt, at det madprogram, som Engelbrecht kritiserer, flere gange har anmeldt restauranter i Jylland.

Mads Brügger er også kendt for en række dokumentarfilm. Foto: POLFOTO
Mads Brügger er også kendt for en række dokumentarfilm. Foto: POLFOTO
 

Kan ligge overalt
Men Benny Engelbrecht er bestemt ikke alene om at have flytteplaner for Radio24syv.

Dansk Folkeparti vil tvinge Radio24syv ud af de vante rammer.

- Nu ved jeg godt, at Radio24syv siger, de har én mand ansat i Jylland nu. Men det er lige lidt nok, siger medieordfører Morten Marinus (DF).

- De skal ud i landet på den ene eller anden måde. Jeg forstå godt deres argument om, at nogle af deres programmer er lettest at producere i København, men man ser det jo også med TV2, hvor vi siger, at hovedsædet skal være i Odense. Men de så har en afdeling i København. Man kunne forestille sig samme model for Radio24syv, påpeger han.

Hos Venstre er det heller ingen selvfølge, at radiostationen ligger i hovedstaden.

- Den kan ligge i hele Danmark. Det er ikke nogen selvfølge, at den skal ligge i København, siger medieordfører Britt Bager (V), som dog ikke pt. har lagt sig fast på sin foretrukne placering for radiostationen.

- Vi har allerede udflyttet statslige arbejdspladser, så det er ikke nogen fjern idé, konstaterer hun, og erklærer sig lydhør over for alle forslag.

Københavner-snoet
Også internt i Socialdmeokratiet bakkes en mulig tvangsflytning op.

- Man kunne meget vel forestille sig, at det ville være en god placering i Danmarks næststørste by, Aarhus, siger medieordfører Morgens Jensen.

- Vi har set udflytning af mange forskellige typer virksomheder og arbejdspladser. Der er ikke nogen, som er uundværlige. Jeg synes, Benny Engelbrecht rejser en relevant debat om, hvorvidt Radio24syv er for københavner-snoet. Danske licensbetalere betaler altså næsten 100 mio. kroner til Radio24syv hvert år, lyder det fra Mogens Jensen, som fortsætter:

- Det kan være min oplevelse, at Radio24syv er meget københavner-orienteret med de folk, der befolker stationen. Og de indfaldsvinkler der er i de forskellige programmer. Så når vi har noget, der skal være en konkurrerende landsdækkende radiokanal, så kan det godt tænkes, at vi siger, så lægger vi den i Aarhus.

Uklogt
Det lykkedes lørdag ikke Ekstra Bladet at komme igennem til Radio24syv. Men til Jydske Vestkysten udtaler stationens adm. direktør Jørgen Ramskov:

- Det ville være en svær og uklog beslutning at flytte Radio24syv til Jylland, men vi arbejder selv med, at flere af vores programmer skal have udspring i det jyske.

283 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere