Radionævn udskyder beslutning om Radio24syvs frekvens

Radio- og tv-nævnet vil vente med at tage stilling til tildelingen af den fjerde FM-radiokanal

Beslutningen om at uddele sendetilladelsen til den fjerde FM-radiokanal, FM4, udskydes.

Det har Radio- og tv-nævnet besluttet på et møde torsdag, oplyser det i en meddelelse.

I dag har Radio24syv sendetilladelsen, men den udløber 31. oktober, og radioen besluttede ikke at genansøge. Radio- og tv-nævnet har kun modtaget én godkendt ansøgning til at overtage sendetilladelsen.

Det er Radio FM4 A/S, som består af Jysk Fynske Medier, Sjællandske Medier, Herning Folkeblad, Radio ABC Holding, Skive Folkeblad, Flensborg Avis, Lolland-Falsters Folketidende, Nordjyske Medier og Bornholms Tidende, der står bag den.

Men nu er beslutningen om tildelingen af sendetilladelsen udskudt.

Det skyldes ifølge nævnet den aftale, som danner grundlag for den nye socialdemokratiske regering, der er tiltrådt torsdag.

- Det fremgår af det politiske forståelsespapir udarbejdet af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, at der efter folketingsvalget ikke længere er et flertal bag medieaftalen, som danner grundlaget for udbuddet af radiokanalen, udtaler formanden for Radio- og tv-nævnet, Anne Kristine Axelsson, i meddelelsen.

Hun peger desuden på, at det af den nye regeringsaftale fremgår, at regeringen vil gøre status på implementeringen af medieaftalen og indbyde til politiske drøftelser.

- Nævnet vurderer derfor, at det vil være mest rigtigt at udskyde beslutningen. Vi vil følge den politiske situation tæt, siger formanden.

Radio- og tv-nævnet oplyser, at det har været i kontakt med Kulturministeriet og Justitsministeriet, og her er vurderingen, at der er grund til at udskyde beslutningen.

Udskydelsen skal ske, indtil den nye regering har taget stilling til, om udbuddet af radiokanalen skal gennemføres på grundlaget fra medieaftalen.

Nævnet vurderer, at det kan "påføre statskassen et ikke-ubetydeligt økonomisk tab, hvis en ny regering eksempelvis måtte beslutte at tilbagekalde en allerede udstedt tilladelse til at drive den fjerde FM radiokanal."

Det fremgår ikke, hvornår beslutningen skulle været taget, og hvornår den nu ventes at blive taget.

Udbuddet af FM4-kanalen har været omstridt.

Kravet, om at vinderen af udbuddet skal have over 70 procent af sine ansatte 110 kilometer væk fra København, er blevet stærkt kritiseret for at være møntet på netop Radio24syv.

Sendetilladelsen løber otte år og får et årligt statstilskud på cirka 90 millioner kroner.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere