Ramt af Arne-kaos: - Det er frygtelig frustrerende

Jane Lauridsen er ikke blevet godkendt til Arne-pension på trods af mange år på arbejdsmarkedet. Hun mangler et enkelt afgørende dokument

Ramt af Arne-kaos: - Det er frygtelig frustrerende

Regeringen har gentagne gange lagt vægt på, at Arne-aftalen skal sikre en ’værdig tilbagetrækning’.

Ifølge Jane Lauridsen er der dog ikke meget værdigt over den behandling, hun har fået som ansøger.

- Det er frygtelig frustrerende. Jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt. Jeg har brug for ro, og det fylder desværre bare helt vanvittigt meget, siger 63-årige Jane Lauridsen.

Jane Lauridsen er en af de ansøgere, som er endt i et papir-helvede, fordi hun ikke kan dokumentere samtlige år, hun har været på arbejdsmarkedet.

Der er opstået kaos omkring en af regeringens største mærkesag, den såkaldte Arne-pension.

Ekstra Bladet har talt med flere personer, der er endt i er rent papir-helvede, fordi de mangler afgørende dokumentation for at blive tildelt tidlig-pension.

Det er indbetalinger til den lovpligtige pensionsordning ATP, der bliver brugt som rettesnor for tildelingen af Arne-pension.

Men registreringsmåden er fyldt med fejl. For eksempel blev lærlinge først omfattet af ATP i 1977. Alle lærlinge- og elev-perioder før er ikke registreret i ATP.

Selvstændige, der ikke selv har betalt til ATP, er heller ikke registreret.

Hvis man ikke kan dokumentere sin tid på arbejdsmarkedet igennem ATP, forventes det, at man selv finder andre former for beviser - det kan være gamle lønsedler eller et gammelt svendebreve.

Op til et års ventetid

Hvis man ikke selv ligger inde med gamle dokumenter, så kan sidste chance være hos Rigsarkivet, hvor man eksempelvis kan søge indsigt i gamle skatteregistre.

Indtil videre har Rigsarkivet modtaget et godt stykke over 1000 ansøgninger, der knytter sig til Arne-pensionen. Ventetiden er 9-12 måneder.

Jane har ikke arbejdet som frisør i mange år. Men det er svendebrevet fra hendes tid som frisør, hun mangler. Foto: Henning Hjorth
Jane har ikke arbejdet som frisør i mange år. Men det er svendebrevet fra hendes tid som frisør, hun mangler. Foto: Henning Hjorth
 

De mange år på arbejdsmarkedet har ellers tæret på hende. 34 år som sygeplejer med tunge løft og dårlige arbejdspositioner har sat sit præg på kroppen.

Derfor blev Jane også nødt til at sige sit sygeplejerjob op, selvom hun havde det meget kært.

Hun har set frem til at bytte titlen som jobsøgende ud med pensionist-tilværelsen, når hun fylder 65 til næste år. Men det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre.

Mangler fem uger
Jane Lauridsen mangler nemlig fem ugers anciennitet for at kunne gå på pension i 2022. Jane var frisørelev i 1976, og det år har hun ikke fået anciennitet for.

Tiden som frisørelev skal hun bevise med et officielt dokument.

- Jeg har jo ikke mit svendebrev fra dengang. Jeg har også forsøgt at kontakte frisørskolen, men de har slet ikke dokumenter fra så langt tilbage, fortæller Jane Lauridsen.

Jane har nu sat sin lid til, at Rigsarkivet kan finde den relevante dokumentation, men her er ventetiden lang.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til det Arne-kaos, som har ramt Jane og andre.

Er du selv endt i Arne-kaos, og vil du fortælle om det til Ekstra Bladet, så kan du kontakte journalisten her.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ramt af Arne-kaos: - Det er frygtelig frustrerende