På hans væg hænger tre socialdemokrater.
Stauning, Anker og Sabroe.
Men hvis Mette Frederiksen forventer at få sit billede op på Morten Ryoms væg lige foreløbigt, bliver hun skuffet.
For folketingskandidaten, som fik 1799 stemmer i Nordjyllands Storkreds ved valget i fjor, er gået i tænkeboks.
Skal han fortsat være medlem af det parti, han holder så meget af?
Dybt frustreret
Årsagen er diskussionen om store bededag, som ifølge partisoldaten er langt væk fra de værdier, som Socialdemokratiet står for.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg er vred og frustreret over, hvad mit parti vil og måden, det bliver gjort på. Hvis man havde indkaldt til trepartsforhandlinger, havde det været anderledes, siger Morten Ryom.
- Men når man hastebehandler et lovforslag, så indgribende som dette, er det svært at sætte ord på. Det havde jeg ikke forestillet mig det i mit værste mareridt.
Taler Mette efter munden
Ryom fortæller, at han var begejstret for sit partis politik i den seneste valgperiode, men at tingene er anderledes nu.
- Jeg ved ikke, hvad der foregår. Når jeg hører nogle af mine partikammerater er det som om, at de alle har fået det samme talepapir at tale fra, og så kører bussen bare.
- Det er som om, at regeringen laver et indgreb på den danske model og ikke anerkender, hvordan det rammer danskerne, siger Morten Ryom.
En dårlig mester
31-årige Morten Ryom er uddannet betonarbejder, og han sammenligner bededags-indgrebet med en mester på arbejdspladsen, som har tabt sutten.
- Hvis den danske stat var en arbejdsplads, og Mette Frederiksen var min mester, og hun så sagde, at 'nu brænder lokummet', så ville alle os arbejdere være klar til at give den en ekstra skalle.
- For så snakker man med chefen om det. Det er ikke sket her. Mette Frederiksen har bestemt, at vi skal arbejde over. Jeg er sikker på, at arbejderne er klar på at give den en ekstra skalle, men vi vil være med til at aftale, hvordan det skal foregå, siger han.