Regeringen afsætter et trecifret millionbeløb til rengøring

I forbindelse med genåbningen af Danmark får dagtilbud, skoler og plejehjem nu penge til ekstra rengøring

Regeringen afsætter nu et trecifret millionbeløb til at skrue op for rengøringen på dagtilbud, skoler og plejehjem. (Arkivfoto) Foto: Gitte Kjærbøl/Ritzau Scanpix
Regeringen afsætter nu et trecifret millionbeløb til at skrue op for rengøringen på dagtilbud, skoler og plejehjem. (Arkivfoto) Foto: Gitte Kjærbøl/Ritzau Scanpix

Regeringen afsætter et trecifret millionbeløb til ekstra rengøring på dagtilbud, skoler, ungdomsuddannelser og plejehjem. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Det præcise beløb er ikke oplyst i pressemeddelelsen. Regeringen oplyser dog, at beløbet skal fastsættes i dialog med Kommunernes Landsforening (KL).

Forudsætningen for en gradvis genåbning af samfundet efter påske er, at det foregår på en kontrolleret måde, mener sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

- Det betyder blandt andet, at vi stiller højere krav til den daglige rengøring for at mindske smittespredning, siger han.

Beløbet skal sikre, at rengøringspersonale har mulighed for at rengøre dørhåndtag, gelændere og toiletter flere gange om dagen for at mindske smittespredning med coronavirus.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fortæller, at i takt med at der bliver stillet højere krav til hygiejne og rengøring, må pengene også følge med.

- Der er restriktive krav til rengøring, og derfor er der, som både faglige organisationer, forældre og kommuner har sagt, behov for flere ressourcer til at løfte opgaven, siger hun.

Plejehjem og sociale dag- og døgntilbud får også et hygiejnemæssigt løft. Her er det især vigtigt med et højt hygiejneniveau, da beboerne i høj grad færdes i fællesarealer og benytter sig af fælles faciliteter.

Regeringen har varslet en forsigtig genåbning af samfundet efter påske. Det betyder blandt andet, at skoler og daginstitutioner gradvist vil begynde at åbne onsdag den 15. april.

I forbindelse med genåbningen har regeringen skærpet hygiejnekravene til blandt andet skoler og daginstitutioner i Danmark.

I skoler skal der gøres rent og afsprittes to gange dagligt, og flere undervisningsredskaber skal også afsprittes løbende under skoledagen.

I daginstitutioner må børn foreløbig ikke medbringe legetøj hjemmefra. Det legetøj, der er i daginstitutionerne, skal vaskes to gange dagligt.

Der er lige nu 5635 bekræftede smittetilfælde med coronavirus i Danmark. 237 personer er døde med følgesygdommen Covid-19.

31 kommentarer
Vis kommentarer