Regeringen beskyldes for at pynte på jobtal

Finansordførere fra borgerlige partier kritiserer regeringens påstand om, at den har skabt 40.000 nye job

Oppositionen betegner regeringens påstand om, at der er skabt 40.000 nye arbejdspladser i den private sektor som et "skønmaleri". Det skriver Jyllands-Posten.

De mange nye job er først og fremmest deltids- og studiejob på ned til et par timers arbejde om ugen, konstaterer avisen.

Målt på antallet af timer er arbejdsmængden i den private sektor således gået en smule tilbage i perioden fra regeringen trådte til i efteråret 2011 og frem til fjerde kvartal 2014. Det viser tal fra nationalregnskabet ifølge Jyllands-Posten.

Og den udvikling får flere finansordførere fra de borgerlige partier til at kritisere regeringens melding om, at "vi har skabt 40.000 private arbejdspladser - mens Løkke har tabt 100.000 private arbejdspladser".

- Man laver et skønmaleri, som slet ikke holder, siger Peter Christensen fra Venstre til Jyllands-Posten, mens Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance betegner regeringens fremstilling som "manipulation og vildledning".

I sin Økonomiske Redegørelse i august sidste år konstaterede regeringen da også, at fremgangen i den private beskæftigelse ikke er fulgt af en tilsvarende stigning i antallet af arbejdstimer.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, fastholder, at regeringens økonomiske politik er en succes.

- Det vigtigste for os er, at flere er kommet i beskæftigelse i den private sektor end før, og det kan ikke ødelægge min glæde, at nogle job er gået til studerende. Lige nu går alle økonomiske nøgletal i den rigtige retning for os, siger han til avisen.

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere