Regeringen fjerner udskældt bidrag

Regeringen og regionerne har indgået en aftale for 2020

Regeringen har onsdag indgået en ny økonomiaftale for 2020 med regionerne, som får 1,5 milliarder kroner ekstra. Samtidig fjernes omprioriteringsbidraget.

Det oplyser finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i Finansministeriet.

Aftalen giver ifølge Finansministeriet regionerne en mulighed for at ansætte mere sundhedspersonale næste år.

Regionerne havde dog håbet på to milliarder kroner ekstra.

- Det kommer ikke bag på nogen, at vi altid gerne vil have flere penge med hjem, men med 1,5 milliard kroner ekstra har vi faktisk ekstra penge til den opgave, vi står med, og det er jeg ganske godt tilfreds med, siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).

Et skridt ad gangen

Nicolai Wammen mener, at man må begynde et sted.

- Det, vi har sagt, det er, at vi vil give et løft til vores sundhedsvæsen, og vi har nu taget det første store skridt. Vi er valgt for fire år, og det er et meget stort løft, vi har aftalt. Vi taget et skridt ad gangen, siger Nicolai Wammen.

Som led i aftalen afskaffes det hidtidige omprioriteringsbidrag på både sundhedsområdet og på det regionale udviklingsområde.

En 'glimrende' aftale

På Twitter kalder Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, aftalen for 'glimrende'.

- Før skulle regionerne lukkes, nu styrkes deres økonomi til gavn for borgerne, skriver han.

FAKTA: Her er de vigtigste punkter i ny aftale med regionerne. Læs om aftalen her

Onsdag har Danske Regioner og regeringen indgået en aftale om næste års økonomi.

* De samlede regionale udgifter til sundhed og det regionale udviklingsområde løftes med 1,5 milliarder i 2020 i forhold til de fastlagte udgiftslofter.

Heraf udgør regional udvikling 24 millioner kroner som følge af afvikling af det såkaldte omprioriteringsbidrag. Omprioriteringsbidraget på sundhedsområdet afvikles samtidig.

* Omprioriteringsbidraget gik ud på, at kommunerne skulle skære én procent af de kommunale budgetter, så regeringen selv kunne prioritere pengene. Det blev gennemført i 2015.

* Regeringen afsætter et driftstilskud på 100 millioner kroner i 2019 til Region Midtjylland til håndtering af ekstraordinære problemer afledt af indflytning i sygehusbyggeri.

* Der etableres en fælles taskforce, som den kommende tid skal drøfte veje til at uddanne og ansætte mere social- og sundhedspersonale og flere sygeplejersker, at forbedre arbejdsforholdene, at flere medarbejdere får mulighed for at gå op i tid, og sygefravær nedbringes, samt at medarbejdernes kompetencer udnyttes bedst muligt.

* De regionale anlægsudgifter udgør 7,3 milliarder kroner i 2020. Der fastsættes et loft for anlægsudgifter (brutto) på 2,5 milliarder kroner med tillæg fra puljer med statsligt projekttilskud. Anlægsniveauet for kvalitetsfondsbyggeri udgør 4,8 milliarder kroner.

* For at fremme offentligt-privat samarbejde etableres en låne- og deponeringsfritagelsespulje på 400 millioner kroner i 2020.

Kilde: Finansministeriet.

396 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere