Regeringens bud på en ny bygning til en skattestyrelse med en kontrakt på mindst 336,6 mio. kr. er stemt ned.
Det står klart ved et møde i Finansudvalget på Christiansborg torsdag, efter at Ekstra Bladet kunne afsløre tråde til skattely i en lang kæde af selskaber, der skulle stå for driften.
- Vi fandt ikke, at Bygningsstyrelsen i tilstrækkelig grad havde afsøgt muligheden for at placere skattestyrelsen andre steder, siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.
- Man har ikke kunnet påvise, at det her var det bedste og billigste tilbud, fortæller han.
Skete senest i 1997
Det er et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, som har nedstemt forslaget fra Løkke og co. til en ny skattestyrelse i Copenhagen Towers på Amager.
Den seneste gang, at et såkaldt akstykke blev afvist i Finansudvalget var i september 1997, hvor støtte til genopbygningsaktiviteter i Somalia blev afvist.
Normalt trækker regeringer et aktstykke tilbage, hvis man fornemmer et flertal imod sig.
Det er nu op til regeringen, hvad næste træk i sagen er. Det er uvist, om man vil forsøge at lave en anden aftale med Copenhagen Towers, eller om man vil finde et nyt sted til skattestyrelsen med 700 ansatte.
Ministre i samråd
Kort før afgørelse torsdag var både boligminister Ole Birk Olesen (LA) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) i samråd om den nye skattestyrelse.
Det imponerede dog ikke Dansk Folkeparti, som håber, at regeringen har forstået et vink med en vognstang, når det kommer til skattely-debatten.
- De to gange 40 minutter, som vi havde ministrene inde, har ikke bestyrket, at det var den bedste løsning, siger DF's finansordfører, René Christensen.
- Jeg håber, at den debat, der har været i Ekstra Bladet, bidrager til, at regeringen skeler til sådan noget, når man indgår aftale med udlejer, fortæller DF's finansordfører.
Også Socialdemokratiet er ikke tilfreds med de svar på skattely-lande, som regeringen kommer med.
- Der er fortsat rigtig mange spørgsmål om skattekonstruktioner, som fortsat hænger i luften, siger Benny Engelbrecht.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti håber nu, at regeringen også vil kigge efter mulige bygninger andre steder end i Storkøbenhavn.
Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Selskab på Cypern
De mange skattekroner til len ny skattestyrelse skulle gå til en lang kæde af selskaber. Ved at følge sporet af ejere ender man i Schweiz, Cypern og Liechtenstein, som alle er skattely-lande ifølge Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
- Ejerskabsstrukturen bag Copenhagen Towers og driftsselskabet virker unødigt kompliceret og ender i en række kendte skattely, siger Lars Koch.
Selve bygningens selskabsspor ender i fire danske virksomheder, hvor den ene ejer har adresse i Schweiz.
Driftselskabet BC Hospitality Group har en kendt Løkke-støtte i front og her ender kæden af selskaber i Cypern og derefter i Liechtenstein.
Kilde: CVR-registret, selskabernes regnskaber og hjemmeside samt Panama-Papirerne.
Bekymret for skattekroner
Det er ikke ulovligt i sig selv at have virksomheder i skattely, og Danmark mister ikke nødvendigvis skattekroner i fælleskassen. Alligevel skaber konstruktionen panderynker.
– Det er ikke usædvanligt at investere gennem skattely, officielt for at undgå dobbeltbeskatning, men i praksis ender det ofte med dobbelt-ikkebeskatning, forklarer den politiske chef.
Derfor undrer det Lars Koch, at man ikke bare opretter investeringsselskabet i Danmark.
– Jeg er klart bekymret for, at danske skattekroner ender i skattely, og at SKAT samarbejder med selskaber, der opererer ud af de samme skattely, som vi véd er med til at undvige skat for milliarder i udviklingslandene og i Europa, fortæller Lars Koch.
Rigmand i Panama-Papirer
Lejekontrakten er ifølge Bygningsstyrelsen forhandlet på plads med selskabet Solstra Capital Partners A/S, som ifølge dem selv er en ’uafhængig kapitalfonds-manager for formuende privatpersoner og institutionelle investorer’. De forvalter angiveligt værdier for over syv milliarder kroner.
En af de største investorer i kapitalfonden er ifølge flere medier den pakistanske milliardær Alshair Fiyaz, som blandt andet indskød 150 mio kr. i Bella Center i 2012.
Alshair Fiyaz optræder i de lækkede Panama-Papirer, hvor millioner af dokumenter afslørede, hvordan de rige og magtfulde brugte oversøiske selskaber til at undgå at betale skat i deres hjemlande.
Kunde hos Mossack Fonseca
Den pakistanske rigmand var ifølge de lækkede papirer kunde hos det berygtede advokatkontor Mossack Fonseca, som stod i centrum af sagerne om skattesvindel.
– Det kan meget vel være, at det ikke er Danmark, der bliver undveget skat i, men at de bagvedliggende investorer holder deres overskud ubeskattet i skattely, siger Lars Koch.
I Panama-Papirerne er Alshair Fiyaz forbundet med en adresse i London, som ifølge det britiske selskabsregister også var Solstra Capital Partners adresse frem til august 2017.
Løkke-støtte står for driften
Det er en kendt støtte af statsminister Lars Løkke (V), som står for driften i Copenhagen Towers.
BC Hospitality Group med Allan Agerholm i spidsen er såkaldt ’facility service leverandør til Copenhagen Towers’ ifølge en pressemeddelelse fra Solstra Capital Partners 3. juli 2017.
Hvis man lejer sig ind i kontorer i Copenhagen Towers, så kan man ifølge en salgshjemmeside få en række servicer. Heriblandt rengøring, vedligeholdelse, madordning, lagerfaciliteter og sekretærhjælp.
Bygningsstyrelsen skriver, at man har fravalgt egen kantine til den nye skattestyrelse.
’SKAT agter, ligesom de øvrige lejere i lejemålet, at tilkøbe den fælles kantine i bygningen og de dertil indrettede mødefaciliteter fremfor at råde over egne.’
Allan Agerholm har også erkendt, at BC Hopsitality Group skulle stå for driften, hvis den nye skattestyrelse endte i Copenhagen Towers II.
Allan Agerholm er flere gange kommet Lars Løkke til undsætning.
Det skete for eksempel, da Lars Løkke havde røget på et ikke-ryger værelse og i den såkaldte panorama-sag i valgkampen.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Alshair Fiyaz.Bygningsminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke ønsket at kommentere sagen.
Ekstra Bladet arbejder på en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).