Regeringen klar med undersøgelse af Støjberg

En undersøgelseskommission er på vej for at undersøge sagen om adskillelse af asylpar under VLAK-regeringen

Regeringen vil nedsætte en kommision, der skal gå Støjberg i bedene, men hvilke konsekvenser får det for hende og hendes parti? Henrik Qvortrup analyserer. Producer: Lasse Brøndal.

Regeringen er klar til at nedsætte en kommission, der formelt skal undersøge sagen om Inger Støjbergs, næstformand i Venstre, adskillelse af asylpar.

Det oplyser Justitsministeriet tirsdag.

- Vi er blevet enige om et udkast til kommissorium vedrørende instruksen om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet. Jeg har derfor i dag sendt udkastet til kommissorium til Folketinget, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

En kommission har været ventet. Allerede under forhandlingerne om forståelsespapiret, hvor støttepartierne i sommer lod Socialdemokratiet danne regering, var det et krav.

I september kom det frem, at regeringen sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet var enige om at nedsætte en kommission.

Sagen omhandler adskillelsen af asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Det skete under daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Der har været rejst mistanke om, at Inger Støjberg bevidst gav en ulovlig instruks om at adskille asylpar uden at foretage en individuel vurdering.

Inger Støjberg bad 10. februar 2016 asylcentre om at sørge for, at ingen asylansøgere under 18 år blev indkvarteret sammen med en ægtefælle.

Det førte til, at 23 par blev adskilt, men ministeriet måtte ændre instruksen. Efter omkring et år kritiserede Ombudsmanden ordren og erklærede, at det var ulovligt at skille parrene ad per automatik.

Der skal ifølge danske og internationale konventioner være en individuel behandling.

Et af de centrale spørgsmål er derfor, om Støjberg og ministeriet vidste, at den første instruks var ulovlig.

OVERBLIK: Støjberg skal undersøges for adskillelse af asylpar

Der nedsættes en kommission, som skal undersøge Inger Støjbergs, næstformand i Venstre, ulovlige adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

Instruksen var ulovlig, fordi parrene havde krav på en individuel vurdering. Instrukskommissionen får to år til at granske sagen, der startede i 2016.

Her kan du læse mere om sagen:

* I en pressemeddelelse udsendt 10. februar 2016 fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fik Udlændingestyrelsen besked om, at asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år.

* Instruksen er siden blevet betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. En adskillelse ville kræve en individuel vurdering af det pågældende par.

* Flere medier har skrevet, at daværende udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg (V) var advaret om, at det kunne være ulovligt at adskille parrene. Det har hun afvist.

* Inger Støjberg har forklaret, at samme dag, som instruksen blev afsendt, blev Udlændingestyrelsen orienteret om, at der skulle tages forbehold i forhold til instruksen. Det har interne mails siden sået tvivl om.

* Et syrisk asylpar blev ved Københavns Byret i marts tildelt 20.000 kroner i erstatning, fordi de blev tvangsadskilt i 2016. Dengang var kvinden 17 år og højgravid. Manden var 26 år.

Kilder: Politiken, Altinget, Berlingske og Ritzau.

Det er altså en samlet rød blok, der er enige om kommissoriet, der udstikker retningen for undersøgelseskommissionen.

Der lægges op til, at kommissionen skal afgive sin beretning inden for to år efter nedsættelsen.

- Det er ikke særligt meget normalt for en undersøgelseskommission, siger retsordfører Kristian Hegaard (R).

- Det er et vigtigt signal, vi sender, at vi skal have afdækket og undersøgt det her til bunds hurtigst muligt, siger han.

- Hvor alvorlig er denne sag med Inger Støjberg set med dine øjne?

- Den er potentielt meget alvorlig, fordi den handler om tilliden til det politiske system.

- Både embedsmænd og politikere skal selvfølgelig overholde den lov, de selv har vedtaget. Hvis ikke de gør det, skaber det en enorm mistillid mellem befolkningen og det politiske system, siger Kristian Hegaard.

Endnu mangler medlemmerne at blive udpeget. Det vil først ske efter en eventuel politisk drøftelse.

1603 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere