Regeringen og banker i fælles erklæring for at hjælpe økonomisk trængte

Regeringen er gået sammen med Finans Danmark om en fælles erklæring for at hjælpe økonomisk trængte

Så sent som i torsdags offentliggjorde Folketingets partier, at de er enige om at bruge et trecifret milliardbeløb på at hjælpe det danske erhvervsliv. Foto/video: Ritzau Scanpix.

Regeringen og de danske banker er gået sammen om en fælles erklæring, der skal hjælpe private og virksomheder, der er ramt økonomisk af den nuværende coronakrise.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen betyder det, at 'penge- og realkreditinstitutterne også ønsker at leve op til deres samfundsansvar', så de kan hjælpe privatkunder og erhvervskunder, der er fanget i en svær situation.

- Under finanskrisen holdt samfundet hånden under bankerne. Nu er vi i en Corona-krise, og her skal bankerne holde hånden under samfundet. Under gode, sunde virksomheder og danskere, der er kommet i klemme. Det mener jeg også, at de har en forpligtelse til at gøre, siger erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsen.

Henstand på lån
Konkret betyder erklæringen for private, at pengeinstitutterne kan tilbyde henstand på forbrugslån, billån og bankboliglån, samt ændre i realkreditlån, så man enten ændrer på afdragsfrihed, belåning af friværdi og forlængelse af løbetiden eller alternativt at kunder tilbydes en kassekredit eller midlertidigt overtræk til at dække ydelsen på realkreditlånet.

Muligheden tilbydes kunder, der 'for en stund er bragt i en svær økonomisk situation' på grund af coronavirus.

Tilbuddene skal ske på rimelige vilkår, der samlet set ikke forringer kundernes økonomiske situation, lyder det i erklæringen.

For virksomheder betyder erklæringen, at pengeinstitutter kan sikre lån og likviditet til i øvrigt sunde virksomheder ved at udvide lånerammerne, forhøje kassekreditterne eller giver henstand mod betalinger.

Derudover kan bankerne ifølge erklæringen genoverveje allerede planlagte udbyttebetalinger og aktietilbagekøb som følge af den alvorlige økonomiske situation.

'Naturlig del'
Bankerne skal ifølge erklæringen desuden tage hensyn til de kompensationsordninger, der er vedtaget af Folketinget, og dermed sørge for at give kredit, indtil kompensationerne er blevet udbetalt til modtagerne.

- Det er en helt naturlig del af vores samfundsopgave at træde til og understøtte de sunde privatkunder og virksomheder, som er økonomisk ramt af corona-epidemien. Derfor har vi også meget tidligt i udbruddet meddelt, at vi stod klar med hjælp. Med denne fælles erklæring giver banker og realkreditinstitutter et yderligere håndslag på at hjælpe sunde kunder, som er midlertidigt hårdt ramt, lyder det fra Ulrik Nødgaard, der er administerende direktør i penge- og realkreditinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark.

9 kommentarer
Vis kommentarer