I et forsøg på at tage et opgør med de kviklån, der fanger mennesker i uoverskuelig gæld, ønsker regeringen et loft på 25 over de årlige omkostninger i procent (ÅOP). Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi går ind i forhandlingerne med et klart mål, og det er at tage et opgør med de fuldstændigt ublu kviklån. De skaber et dårligere Danmark, de skaber sociale problemer for udsatte borgere, og de fængsler unge i gældsspiraler, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til avisen.
- Et ÅOP-loft på 25 er det, der skal til for at lukke den del af markedet, som ødelægger folks liv.
Minister klar til opgør: Det skader vores samfund
ÅOP står for årlige omkostninger i procent. Et ÅOP-loft sætter en grænse for, hvor høje de årlige omkostninger på et lån må være i forhold til lånets størrelse.
Ifølge et notat fra Erhvervsministeriet løber de årlige omkostninger for kviklån op til 700-800 procent.
Alle erhvervsordførere fra alle Folketingets partier mødes onsdag klokken 10.45 til såkaldt sættemøde om kviklån.
Venstres forbrugerordfører, Torsten Schack Petersen, erkender, at situationen med de skyhøje renter på kviklån er uholdbar. Han vil dog ikke på forhånd forholde sig til et ÅOP-loft på 25.