Regionsrådsformand vil løsne op for behandlingsgaranti

Der bør være forskellige behandlingsgarantier for forskellige sygdomme, mener Heino Knudsen (S)

Udrednings- og behandlingsgarantier bør være forskellige fra sygdom til sygdom, mener formanden for regionsrådet i Region Sjælland, Heino Knudsen (S). Det siger han til Dagbladet Ringsted.

Hans udmelding bygger på en vurdering af, at arbejdsmængden på danske sygehuse i højere grad kræver, at der prioriteres mellem, hvem der har brug for omgående hjælp, og hvem der må vente lidt.

I dag har patienter ret til en udredning inden for en måned, uanset hvilken sygdom patienten har.

Men den ret bør svækkes for nogle patienter, mener Heino Knudsen, der sidder i spidsen for en af de regioner, der driver sundhedsvæsnet.

- Jeg har ikke nogen fiks og færdig model for det. Jeg siger bare, at vi aldrig har haft et så stort et pres på vores sundhedsvæsen som nu, siger han til Dagbladet Ringsted.

- Derfor er vi nødt til at se på, om vi kan bruge vores ressourcer bedre, og blandt andet diskutere udrednings- og behandlingsgarantien.

Det er ifølge Heino Knudsen omkring 10 procent af patienterne, der behandles i sundhedsvæsnet, som ikke er akutte og derfor vil blive berørt af ændringer i garantien.

Heino Knudsen siger til Dagbladet Ringsted, at han tænker, at mens garantien bør forringes for nogle patientgrupper, bør den forbedres for andre.

Han vil hente inspiration fra den prioritering, som man laver på indkøbet af medicin. Her er et råd nedsat til at vurdere, om medicinens pris står mål med dens værdi for sundhedsvæsnet sammenlignet med andre præparater.

- På samme måde bør man nedsætte et behandlingsråd, som kan sikre, at der bliver prioriteret efter faglighed og ikke efter, hvem der måske er bedst til at råbe højest, siger Heino Knudsen.

Behandlingsgarantien blev indført af VK-regeringen i 2007. I 2011 lempede SRSF-regeringen den, men V-regeringen rullede i 2015 lempelserne tilbage.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere