Regning eksploderer: Brostrøm-videoer kostede over 130.000 kr.

Ups - glemte faktura: To svinedyre Skype-videoer til 135.000 med Søren Brostrøm og tv-kendis Tine Gøtzsche 'fungerede slet ikke'

Tine Gøtzsche og Søren Brostrøm i den ene video. Foto: Facebook
Tine Gøtzsche og Søren Brostrøm i den ene video. Foto: Facebook

Sagen om Sundhedsstyrelsens brug af skattemidler på videoer med Søren Brostrøm og betalte journalister vokser nu yderligere.

Ekstra Bladet kunne i går afsløre, at styrelsen havde betalt en faktura på 61.000 inkl. moms for et godt syv minutter langt interview, hvor Søren Brostrøm blev interviewet af den fra TV Avisen kendte vært Tine Gøtzsche. Regningen blev betalt til kommunikationsbureauet Advice.

 

Men prisen viser sig at være markant højere.

Styrelsen havde nemlig ved en fejl glemt at sende oplysninger med om en anden video - også med Brostrøm og Gøtzsche.

Og denne video har været endnu dyrere. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et svar til Ekstra Bladet.

'I den aktindsigtsafgørelse, der blev sendt til Journalista og Ekstra Bladet, manglede der beklageligvis en akt. Akten er en faktura på det første af i alt to interviews mellem Tine Gøtzsche og Søren Brostrøm. Fakturaen er på 86.500 kroner eksl. moms.'

Se også: Syv minutters Brostrøm-interview - Pris: 61.000

Dermed har Sundhedsstyrelsen samlet set betalt 135.500 kroner for de to korte videoer, når de får refunderet momsen fra regningerne. Fakturaer for kommunikationsmateriale bliver udstedt og betalt med moms af offentlige styrelser, men momsen kan som udgangspunkt senere refunderes, oplyser en momsekspert til Ekstra Bladet.

'Fungerede slet ikke'
Sundhedsstyrelsen fortryder nu de dyre videoer, siger enhedschef Niels Sandø til Ekstra Bladet:

'Vi har afprøvet forskellige formater på sociale medier. De to små videoer, hvor Tine Gøtzsche interviewer Søren Brostrøm, fungerede slet ikke. Produktionen af videoerne var for tidskrævende, og resultatet blev for kunstigt. Vi valgte selv at stoppe efter den anden film, selvom der fra bureauets side var planlagt flere. Formålet med videoerne har aldrig været, at de skulle være et alternativ til vores pressehåndtering, og vi har ikke nedprioriteret vores besvarelse af pressehenvendelser. Søren Brostrøm og flere chefer i Sundhedsstyrelsen bruger dagligt en pæn del af deres arbejdstid på at besvare pressehenvendelser, deltage i pressebriefings m.v., og vi gør meget ud af at sikre et lighedsprincip, så vi så vidt muligt betjener alle medier uden forskelbehandling.'

Få noget for dine skattekroner - Se den ene video her:

Få noget for dine skattekroner - Se den anden video her:

Formand for Cavling-komitéen
Journalist Tine Gøtzsche er kendt fra sin årelange værtstjans på TV Avisen og har også i år været vært på DR-satsningen 'Makulator', som er et hardtalk-format, hvor hun griller politikere og ansvarshavere.

Derudover er Gøtzsche formand for Cavling-komitéen, som hvert år skal udvælge det bedste blandt kritisk og uafhængig dansk journalistik.

Ifølge Qvortrup bør Tine Gøtzsche ikke kunne lave vanlig journalistik om coronavirus, efter hun nu er kommet på myndighedernes lønningsliste.

- Det her belaster mere Tine Gøtzsche, end det belaster Sundhedsstyrelsen. Jeg vil mene, det er problematisk, hvis hun fremover laver noget, der handler om coronakrisen. Nu er hun betalt for at stille artige spørgsmål til Sundhedsstyrelsens direktør, siger Henrik Qvortrup.

Tine Gøtzsche skrev i går i en mail til Ekstra Bladet, at hun ikke vil oplyse sit honorar:

'Det er kommunikationsbureauet Advice, der har hyret mig til en konkret opgave: interview med Søren Brostrøm til brug på sociale medier. Jeg diskuterer og oplyser aldrig, hvordan de enkelte opgaver i min virksomhed bliver honoreret. Jeg betragter det som afgørende for min virksomhed, at jeg kan bevare det fortrolighedsforhold, der eksisterer mellem mig og mine kunder.'

'Generelt kan jeg oplyse, at prisen for mine ydelser varierer stærkt afhængigt af kunden og den konkrete opgave.'

'I øvrigt beskæftiger jeg mig ikke med den daglige corona-dækning, og der er for nuværende ingen opgaver i min virksomhed, der peger i den retning.'

Flere eksperter kritiserer over for Journalisten de dyre videoer.

407 kommentarer
Vis kommentarer