Renault kan være Focks løsning

Service til #dkpol: I torsdags blev det kendt, at partilederen for det grønne Alternativet, Josephine Fock, ikke kører elbil, fordi hun ikke har råd. Ekstra Bladet har fundet og præsenteret et brandgodt tilbud for hende

Det er ikke, fordi hun ikke vil.

Det er, fordi hun ikke har råd til at skifte sin Citroën C3 ud med en elbil, at politisk leder for Alternativet Josephine Fock kører rundt i en dieseldrevet bil.

Det forklarede hun til Ekstra Bladet i sidste uge, efter hendes røde Citroën blev offentligt kendt for at vente i kø bag Pernille Vermunds (NB) store Jaguar, der holdt i tomgang foran Marienborg, mens Vermund svarede på spørgsmål om sine forventninger til de forestående genåbningsforhandlinger torsdag formiddag.

Ekstra Bladet har været på bilbasen.dk og fundet 119 brugte elbiler til en fornuftig pris.

Selvom Josephine Fock i torsdags uddybende forklarede, at hun også er i gang med at undersøge delebilsordninger, som belejligt nok er et af Alternativets løsningsforslag i forbindelse med partiets ønske om at stoppe salget af diesel- og benzinbiler og forbyde dem i hovedstadsområdet, har Ekstra Bladet påtaget sig opgaven at finde et knaldgodt tilbud på en klimavenlig bil til den grønne partileder.

 

Fakta: Den røde Citroën

Josephine Fock kører i en Citroën C3 HDi 90.

Den er købt fra ny den 30. juni 2010, og havde ved sidste syn lagt 132.000 km bag sig. Da seneste synsdato er overskredet anslår Ekstra Bladet, at den på nuværende tidspunkt må have kørt 150.000 (udregnet efter årligt gennemsnit og rundet op).

Den røde Citroën er i den klimavenlige ende, når man rangerer dieseldrevne biler efter klimaaftryk og Ekstra Bladet kan se, at Josephine Fock har betalt sin grønne udligningsafgift på 1080 kroner per halvår, siden 2018.

På bilbasen.dk findes den samme Citroën med 193.000 km i bagagen til 34.900.

 

Det brandgode tilbud

Ekstra Bladet har undersøgt Josephine Focks finanser for bedst muligt at kunne præsentere et bud på en passende elbil.

Josephine Fock ejer en grund på 507 kvadratmeter ved Amager Strand og et sommerhus på Nykøbing Mors. Huset er ifølge Ekstra Bladets oplysninger købt i 2000 og må forventes at være steget i værdi siden da, hvortil sommerhuset ifølge Josephine Fock er et arvestykke fra hendes bedsteforældre. Huset deles med familiemedlemmer.

Ydermere er partilederen den lykkelige ejer af en Suzuki SV 650 kubik motorcykel, hvis mage kan findes på 123mc.dk til en værdi af 36.990 kroner, samt en meget rummelig og sødygtigt spækhugger-sejlbåd, der fordrer udgifter til bådplads og vedligeholdelse.

Artiklen forsætter efter billedet af Josephine Focks sejlbåd ...

 

Som formand for Alternativet tjener Josephine Fock 30.000 kroner om måneden, hvilket hun under sit formandskandidatur meddelte ikke var nok og noget, hun ønskede ændret.

Et offer for omstillingen

Ekstra Bladet har på telefon kontaktet Josephine Fock og præsenteret et tilbud på en brugt Renault Zoe Intens 5D som en mulighed for at droppe diesel og satse på klimaet.

- Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at jeg har et godt tilbud til dig?

- Må jeg høre?

- Jeg har jo læst, at du ikke har råd til en elbil, men desværre er afhængig af din bil, og i stedet for, at du skal til at komme ind i en deleordning, har jeg fundet en Renault Zoe Intens 5d til dig på bilbasen.dk. Lyder det ikke godt?

- Jeg vil rigtig gerne have en elbil, der kan køre rigtig langt, og undersøger markedet.

- Jeg tror, det er lige noget for dig. Den har kørt 109.000 km, er fuldautomatisk, har klimaanlæg, parkeringssensor (bagved), fartpilot, kørecomputer, højdejustering af førersæde, elruder, elspejle, bakkamera, cd/radio, navigation, multifunktionsrat, håndfrit system til mobil, bluetooth, musikstreaming via bluetooth, kopholder, stofindtræk, læderrat, led-kørelys, seks airbags og så er det en ikkeryger bil. Lyder det som noget for dig?

- Ja, men hvad ligger den på i miljøgodkendelsen, og hvor langt kører den på en opladning?

- Lige her på bilbasen.dk står der godt nok ikke, hvor den ligger på miljøgodkendelsen, men det er jo en elbil, og den kan køre 240 km på en opladning.

- Hvornår er den fra?

- Den er fra 2013, så det er en frisk sag.

- Jeg vil nok gerne have en, der kan køre lidt længere, for hvis det handler om korte ture, tager jeg jo bare offentlig transport eller cykler.

- Ja, men det er jo et godt tilbud. Den koster godt nok 57.900 kroner, og det er lidt mere, end du kan få for din Citroën, hvis du sætter den til salg nu. Men hvis du nu sparede lidt ved at vælge mellem din motorcykel, din båd eller dit sommerhus, hvad ville du så kunne ofre for den grønne omstilling?

- Det går jo næsten lige op, for jeg har jo ikke rigtig nogen udgifter på de ting. Dem har jeg jo købt.

- Så Renaulten kunne faktisk være noget for dig?

- Det lyder som et godt tilbud, og det vil jeg gerne kigge på. 

Ekstra Bladet har sendt et link til den brugte Renault Zoe Intens 5d til Josephine Fock på mail.

 

278 kommentarer
Vis kommentarer