Riisager efter buhråb på gymnasium: - Dybt bekymrende

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) kalder det 'dybt bekymrende', at hun blev nødt til at forlade et debat-arrangement på Ørestad Gymnasium torsdag

Undervisningsminister Merete Riisager har ikke før oplevet episoder, som da hun måtte afbryde gymnasiebesøg på grund af tilråb. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Undervisningsminister Merete Riisager har ikke før oplevet episoder, som da hun måtte afbryde gymnasiebesøg på grund af tilråb. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er dybt bekymrende, at Merete Riisager torsdag måtte afbryde et besøg på Ørestad Gymnasium på grund af buhråb fra eleverne, efter at hun havde befundet sig på skolen i blot en halv time.

Det mener hovedpersonen selv, som angiveligt blev kaldt for blandt andet 'luder' og fik kastet mønter efter sig af ophidsede elever.

- Der opstod en meget intens stemning, som gjorde, at det simpelthen ikke var muligt at gennemføre den debat med en klasse på Ørestad gymnasium, som vi havde planlagt.

- Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før i gennem de efterhånden mange år, jeg har været politisk aktiv, siger hun og tilføjer, at elevernes opførsel var kilde til stor frustration.

- Det, der virkelig er frustrerende, er, at jeg og mine gæster står inde i et klasselokale, hvor vi skal debattere med eleverne, men hvor det ikke er muligt at gennemføre, fordi så mange elever er stimlet sammen ude foran klasselokalet, hamrer på vinduerne og råber så højt, at det ikke er muligt at tale sammen.

Se også: Afbrød gymnasiebesøg: - Elever kastede mønter og råbte 'luder'

'Det er dybt bekymrende'
Riisager placerer skylden for det fejlslagne debat-arrangement - der ironisk nok skulle handle om demokratisk dannelse - hos gymnasiets personale.

- Det er dybt bekymrende, at man ikke kan gennemføre sådan en debat, og at gymnasiet ikke ser sig i stand til at sætte en scene, hvor sådan en debat kan gennemføres.

- Hvad havde du gerne set, at gymnasiets personale havde foretaget sig i situationen?

- Jeg synes selvfølgelig, det er mærkeligt, at jeg som minister selv skal løse situationen. Både ved at opfordre til at der sker noget, fordi vi desværre ikke kan gennemføre mødet, men også ved at tage en kort snak med eleverne om, hvorfor man er nødt til at forlade gymnasiet.

- Det er selvfølgelig noget, man må forvente, at ledelsen på et gymnasie kan klare.

Se også: Efter kaotisk ministerbesøg: Rektor undskylder

Opførsel var ikke i orden
- Din særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen, har overfor Ekstra Bladet betegnet situation som værende utryg. Var du decideret utryg?

- Jeg har haft et langt liv, hvor jeg har været i mange spidsbelastede situationer - også inden jeg blev politiker - så jeg har nok været i endnu mere belastede situationer.

- Men det er klart, at det er en situation, der ikke er i orden, siger undervisningsministeren og tilføjer, at det samme dag lykkedes hende at gennemføre to debatter på andre gymnasier, der forløb uden dramatik.

- Der havde jeg en rigtig god debat med elever af forskellig politisk observans og baggrund. Så det var selvfølgelig overraskende, at det gik som det gjorde.

Se også: Elevråd fralægger sig ansvar for optrin med minister

499 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere