Riskær stormer mod stemmeseddel

Klaus Riskær Pedersen tror selv på, at han kan nå at stille op til folketingsvalget

Partiet Klaus Riskær Pedersen ligger nummer et på listen over indsamlede vælgererklæringer til folketingsvalget. Foto: Jens Dresling
Partiet Klaus Riskær Pedersen ligger nummer et på listen over indsamlede vælgererklæringer til folketingsvalget. Foto: Jens Dresling

Klaus Riskær Pedersen er godt på vej mod stemmesedlerne til folketingsvalget.

Partiet af samme navn har fået 11.261 vælgererklæringer, fremgår det af Indenrigsministeriets liste.

Formanden, Klaus Riskær Pedersen, forklarer den store tilslutning med folks skepsis for det etablerede:

- Jeg kommer fra virkelighedens verden, og der er mange mennesker derude, der vil have en forandring. Det skal være slut med, at dette land styres af 20-30-årige fra det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.

Klaus Riskær Pedersen har i mange år trukket overskrifter som en kulørt forretningsmand. I 2013 blev han løsladt efter at have afsonet seks års fængsel for bedrageri, underslæb og mandatsvig.

- Er det så bedre, at det er tidligere dømte, der styrer landet?

- Jeg mener, at det er en absolut styrke, at jeg har været i fængsel, og jeg føler mig rigtig godt rustet til at påtage mig et politisk arbejde.

- Hvordan har det styrket dig at sidde i fængsel?

- Vi vil være væsentlig bedre tjent med politikere, der er blevet dømt, inden de kommer ind i politik. Hvis jeg kommer ind i politik, så vil jeg med det samme stille forslag om at genåbne Irak-kommisionen. Nogen af os betaler en pris for de fejl, vi har begået. Og så er der Søren Pind og den daværende regering, der vælger at stikke halen mellem benene og frede de mennesker, der sendte unge mænd ud i en meningsløs krig.

Riskær blev i 1992 erklæret personligt konkurs, da hans firma Accumulator Invest havde oparbejdet en milliardgæld. I 1995 startede han firmaet Cybercity, der var ejet af en fond. Ifølge dommen hev han ved hjælp af en stråmands-direktør et trecifret millionbeløb ud af firmaet.

Tror på det
Selvom paritets formand har et blakket ry med domme for bedrageri og underslæb, ligger Klaus Riskær Pedersen langt foran både Stram Kurs og Nationalpartiet, der i flere år har kæmpet for at få de 20.109 vælgererklæringer, der giver adgang til folketingsvalget.

Klaus Riskær Pedersen har ifølge sig selv ikke en røde reje, og han har kun brugt meget få penge på promovering på Facebook. Alligevel strømmer det ind med vælgererklæringer.

- Der kommer lige nu 100-300 vælgererklæringer ind om dagen. Hvis den opbakning fortsætter, tror jeg på, at det kan lykkes at blive opstillet - hvis ikke der kommer folketingsvalg i januar, siger han.

Hvis det lykkedes for ham at komme i mål, vil der være masser af støtte under en valgkamp, slår formanden for en-mands-partiet fast.

- Over tusind mennesker har skrevet, at de vil støtte mig med alt lige fra sociale medier til gade-slåskampe, og det er jeg rigtig glad for, siger Klaus Riskær Pedersen.

325 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere