Troels Lund Poulsen skal nu levere konkrete svar i sagen om de mange gratis koncertbilletter, han har modtaget.
Det er Enhedslisten, der bl.a. vil have Lund Poulsen til at 'opgøre værdien af de koncertbilletter, han har modtaget i sin tid som beskæftigelsesminister'.
Ekstra Bladet har afsløret, at Venstre-politikeren siden januar 2017 har fået 20 billetter gratis til ti eftertragtede koncerter i sin egenskab af minister.
I den forbindelse har det ikke været muligt at få Troels Lund Poulsen til at oplyse, hvad værdien af disse billetter lyder på.
Koncert-kongen: Troels Lund vælter sig i gratis billetter
Adgang til VIP-billetter
Ser man på den samlede salgspris for de konkrete koncertbilletter er den op til 20.000 kroner. Men dertil kommer værdien af eventuel VIP-forplejning i forbindelse med arrangementerne.
Otte af billetterne har Troels Lund Poulsen således fået af hotelvirksomheden BC Hospitality Group, der som partner i Royal Arena adgang til VIP-billetter til koncerter.
Med disse billetter kan man entrere den ’eksklusive VIP-etage’ med egen indgang, hvor der kan vælges mellem flere forskellige menuer i VIP-restauranten, og hvor man kan sætte sig i særligt komfortable VIP-sæder under koncerten.
Det er ikke umiddelbart muligt for offentligheden at købe VIP-billetter, hvorfor billetternes præcise værdi ikke kan fastslås. Men nu vil Enhedslisten altså have Troels Lund Poulsen til at oplyse værdien af de koncertbilletter, han har fået.
Hvad med skatten?
I det hele taget undrer Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, sig over sagen med de gratis billetter til Troels Lund Poulsen.
- Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan det hænger sammen med varetagelse af hans hverv som beskæftigelsesminister. Hvis han nu var kulturminister, kunne det måske retfærdiggøres – men det er jo ikke fordi det giver større indsigt i beskæftigelsessystemet at sidde til en gratis Rolling Stones-koncert i Parken. Jeg vil nu bede ministeren om en redegørelse, siger han i en kommentar til Ekstra Bladet.
Ude over værdien af billetterne har Enhedslisten bedt Troels Lund Poulsen redegøre for, 'hvilken tjenstlig begrundelse, som ligger til grund for, at ministeren har modtaget og benyttet de omtalte koncertbilletter'. Desuden skal Venstre-manden redegøre for 'de skattetekniske omstændigheder omkring modtagelse af de nævnte koncertbilletter'.
Skattesmæk til Koncert-kongen? 'Der er lavt til loftet'
Brug for klare regler
Også hos Alternativet vækker sagen om Troels Lund Poulsens koncertbilletter undren:
- Som udgangspunkt må man ikke modtage disse gaver, med mindre det er relevant for ens arbejde. Og det kan man ikke umiddelbart sige, at det har relevans, når man som beskæftigelsesminister modtager koncertbilletter. Derfor er det brug for så klare regler som muligt på det her område, siger partiets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier.
- Vi skal huske at rose, at der er en åbenhedsordning for ministre, men problemet er bare, at man så går til grænsen af, hvad der kan fortolkes som lovligt, siger hun med henvisning til, at Troels Lund Poulsen har noteret de gratis koncertbilletter under den såkaldte åbenhedsordning for ministre.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.