Efter flere dages tavshed og spekulationer bekræftede Venstres tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fredag, at han er sigtet for at have brudt sin tavshedspligt i FE-sagen.
'Jeg kan bekræfte, at jeg er sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt grænserne for min ytringsfrihed,' lød det fra Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
'Jeg har ytret mig som folketingsmedlem om en politisk sag, og jeg har ikke yderligere at tilføje for nuværende. Men jeg kunne aldrig drømme om at foretage mig noget, som kunne gøre skade på Danmark eller Danmarks interesser.'
Det er fortsat uvist, hvornår Claus Hjort Frederiksen blev sigtet, men alt tyder på, at Venstre-politikeren i mere end et år kunne slippe ustraffet af sted med åbent at tale om det tophemmelige samarbejde med USA.
Åbenmundede Hjort
For allerede i september 2020 røbede Venstre-politikeren hidtil hemmeligholdte detaljer om FEs kabelsamarbejde med amerikanske NSA.
Det skete i et interview 19. september med Jyllands-Posten, hvor han i kølvandet på Trine Bramsens håndtering af tilsynssagen mod FE langede ud efter forsvarsministeren og i samme ombæring bekræftede eksistensen af den aftale, som eller har været hemmelig i årevis.
- Jo, det gør jeg muligvis, men der er ligesom grænser for, hvor stort hykleriet kan være omkring det her, svarede Hjort Frederiksen på spørgsmålet om, hvorvidt han ikke er den første minister, der bekræfter kabelsamarbejdet.
Forinden havde han i Weekendavisen i kryptiske vendinger bekræftet det tophemmelige samarbejde med USA ved at sige, at han kendte til et 'ømtåleligt samarbejde, hvor danske statsborgere kan komme i klemme'.
Men til Jyllands-Posten gik han altså planken ud og bekræftede samarbejdet.
Udtalelserne fik tilsyneladende ingen konsekvenser for politikeren, for et år senere den 15. december 2021 gik den rutinerede Venstre-løve endnu længere og satte endnu flere ord på, hvad samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste handler om.
Det skete i et interview i TV 2 News-programmet 'Lippert'.
- Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, så må jeg i hvert fald risikere fængselsstraf, men jeg har været med til at orientere dem (Tilsynet med Efterretningstjenesterne, red.) om, at den der aftale (kabelsamarbejdet, red.) fandtes, sagde politikeren, der samtidig bekræftede, at aftalen blev indgået i 90'erne af Poul Nyrup Rasmussen og Bill Clinton.
Ekspert: Ejendommelig timing
Juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard undrer sig over, at sigtelsen tilsyneladende først er kommet nu.
- Politiet er ligesom andre offentlige myndigheder underlagt et objektivitetsprincip, der bl.a. indebærer, at der skal være lighed for loven. Så alt andet lige må man tage hatten af for, at der ikke lægges fingre imellem i forhold til højtstående personligheder, siger han og fortsætter:
- Men i betragtning af, at hans udtalelser efterhånden har været fremme i længere tid, virker det ejendommeligt, at der tilsyneladende først gribes ind over for Claus Hjort Frederiksen, efter at spørgsmålet om hans ansvar er blevet rejst i medierne, afslutter han.
Claus Hjort Frederiksen udtaler i pressemeddelelsen, at han har ytret sig 'som folketingsmedlem om en politisk sag', men det forsvar køber Jørn Vestergaard ikke.
- Den forklaring tror jeg ikke, han kommer langt med. I det omfang han har røbet fortrolige oplysninger, går det nok langt ud over, hvad det havde været nødvendigt at underbygge et politisk standpunkt med, siger han.
Efterforskes af Østjyllands Politi
Hverken Venstre eller Claus Hjort Frederiksen ønsker at oplyse, hvornår sigtelsen blev forkyndt for Venstre-profilen, men ifølge DRs oplysninger fik han i denne uge beskikket en forsvarsadvokat. Det vides ikke, hvem denne er.
Sagen er nu placeret hos Østjyllands Politi, der også efterforsker sagen om FE-chef, Lars Findsen, som sidder fængslet og er sigtet efter samme paragraf som Claus Hjort Frederiksen.
Ekstra Bladet ville gerne vide, hvornår Claus Hjort Frederiksen blev sigtet, hvorfor man tilsyneladende har ventet mere end et år, samt hvilke udtalelser den tidligere forsvarsminister præcist er sigtet for.
Men vagtchefen hos Østjyllands Politi oplyser, at kredsen ikke har nogen kommentarer til sagen.
I sidste uge oplyste den tidligere forsvarsminister på Facebook, at han ikke genopstiller ved næste valg, fordi hans kone er meget syg.