Rød blok: Gratis psykolog til kvinder - ikke mænd

Rød blok giver ti timers gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder. Voldsramte mænd får derimod intet. Eksperter kalder det klar forskelsbehandling

Ekstra Bladet spurgte socialminister Astrid Krag om, hvorfor en kvinde, der oplever vold kan få gratis psykolog, mens en mand, der gør det samme, ikke får noget. Se hele interviewet længere nede. Video/redigering: Tariq Mikkel Khan/Kristian Hansen

Når en kvinde udsættes for vold af sin partner, får hun fremover ret til gratis psykologtimer.

Men når en mand udsættes for nøjagtig det samme, får han nul gratis timer.

Det forslag har regeringen opbakning til fra både Alternativet, Enhedslisten, SF og de radikale, og dermed er flertallet sikret, når loven vedtages endeligt torsdag.

Men det er klokkeklar forskelsbehandling, mener foreningen Lev Uden Vold.

- Vi er meget uforstående over for, hvorfor mænd ikke får samme ret som kvinder. Det er klar forskelsbehandling, siger sekretariatschef i Lev Uden Vold Sine Gregersen.

- Alle bør være lige for loven, men det er mænd og kvinder ikke her, siger hun.

Hun bakkes op i kritikken i høringssvar fra en stribe andre organisationer som eksempelvis Institut for Menneskerettigheder, Offerrådgivningen i Danmark og Rådet for Socialt Udsatte.

Og dermed gennemfører rød blok forskelsbehandlingen med åben pande.

Se hele Ekstra Bladets interview med Astrid Krag her. Video/redigering: Tariq Mikkel Khan/Kristian Hansen

Ekstra Bladet har spurgt socialminister Astrid Krag om, hvorfor en kvinde, der for eksempel bliver slået ned med en stegepande, kan få gratis psykologhjælp, mens en mand, der bliver slået ned med en stegepande, ikke får noget.

- Vi giver ti timers hjælp til folk på kvindekrisecentre, og det er ikke til mænd, siger Astrid Krag.

- Men vold er vold, så hvorfor kan mænd ikke få samme hjælp som kvinder, hvis de udsættes for det samme?

- Det er markant flere mænd end kvinder, der udsættes for vold i hjemmene, og det er ofte også grovere vold.

- Vold er vold, er vi enige om det?

- Det er faktisk ikke helt rigtigt. Mænd er i større risiko for at bliver udsat for vold på gaden, mens kvinder er mere udsat i hjemmet.

- Med den logik skal mænd, der bliver slået ned på gaden, vel så have mere hjælp end kvinder? Hvorfor skal mænd og kvinder ikke have samme hjælp, hvis de udsættes for det samme?

- Men vold er ikke bare vold. Kvinder bliver typisk udsat for grovere vold, smidt ned ad trapper, får smidt møbler på dig, siger Astrid Krag.

- Det kan en mand også blive, men han får så ikke hjælp ...

- Men jeg vil meget gerne være med til at diskutere mere hjælp til mænd, men det vil kræve, at vi lavede noget uden for herbergsområdet.

- Det ville kort sagt kræve noget vilje, så skulle det med paragrafferne jo nok løse sig. Hvorfor kan en mand, der får smidt et møbel i hovedet, ikke få samme hjælp som en kvinde, der gør det?

- Det er en anden paragraf for voldsramte mænd, men jeg vil gerne diskutere det. Jeg tror da ikke, at vi er færdige med det her endnu.

- Så du gerne, at mænd får ret til ti timers gratis psykologhjælp ligesom kvinder?

- Jeg tager meget gerne en drøftelse af det her.

- Men laver du så et lovforslag om det. Du kan nå det endnu.

- Nu tager jeg denne diskussion med Folketingets partier, ikke med Ekstra Bladet. Jeg tror heller ikke, at I har så meget finansiering med ind i forhandlingslokalet, siger socialministeren.

Ifølge regeringen blev 38.000 kvinder udsat for vold af deres partner i 2017. Men det samme gjorde 19.000 mænd.

Hos Lev Uden Vold giver man ikke meget for ministerens forklaring om, at man ikke kan hjælpe mænd på samme måde som kvinder, fordi de ikke er på kvindekrisecentre.

- Selvfølgelige ville man kunne ligestille mænd og kvinder på det her område, hvis man virkelig ville det, siger Sine Gregersen.

1087 kommentarer
Vis kommentarer