Røde Kors booster tal for coronaensomme

Ifølge Røde Kors er næsten en million danskere 'svært ensomme' efter coronakrisen. Men det tal er alt for højt, mener forskere, og Røde Kors erkender nu fejl

I sidste uge præsenterede Røde Kors ti bud på en 'social vaccine' efter coronaen, der ifølge organisationen har efterladt næsten en million danskere 'svært ensomme'.

Det første bud i kampen mod den påståede eksplosive stigning i antallet af ensomme danskere er at 'sikre stabile driftsmidler til frivillige sociale organisationer', som eksempelvis Røde Kors selv.

Men nu møder undersøgelsen alvorlig faglig kritik: Der er ændret i den videnskabelige metode, så folk ser mere ensomme ud, end de normalt ville gøre.

Opfandt svar
Nu bliver det lidt teknisk, men hæng på:

I den internationalt standardiserede måde at måle ensomhed på - som Røde Kors fejlagtigt hævdede, at de fulgte - vil folk, der sjældent føler sig ensomme, score den laveste værdi på ensomheds-skalaen.

Men hos Røde Kors scorer man pludselig en middelværdi for det samme svar, og dermed fremstår folk på papiret mere ensomme, end de normalt ville gøre.

Det skyldes, at Røde Kors har ændret i de svar, som folk kan give på spørgsmål om ensomhed.

I den klassiske forskning har folk mulighed for at svare, at de føler sig ensomme 'en gang imellem'. Den mulighed er udgået hos Røde Kors og erstattet med 'aldrig'.

Voldsom ændring

Og det har mærkbare konsekvenser for konklusionerne, påpeger seniorforsker Finn Breinholt Larsen, der ud over at forske i ensomhed også har speciale i spørgeskemaundersøgelser.

- Når man ændrer på svar-kategorierne, så kan der ske ret voldsomme ændringer. De forskyder skalaen, og det påvirker svarene ganske alvorligt, siger han.

Læs mere om metoden her:

Sådan fik Røde Kors flere til at erklære sig ensomme

Ifølge Røde Kors er der næsten en million svært ensomme mennesker i Danmark. Røde Kors hævder selv, at de har målt efter T-ILS-metoden. Det er en international standardiseret måde at registrere oplevet ensomhed på. Ifølge T-ILS-metoden, så skal folk spørges om tre ting, når man undersøger ensomhed:

1) ’Hvor ofte føler du dig isoleret fra andre?’

2) ’Hvor ofte føler du, at du savner nogen at være sammen med?'

3) ’Hvor ofte føler du dig udenfor?’

Det gør Røde Kors også. Men der er ændret i svar-kategorierne. Ifølge T-ILS-metoden skal folk have følgende tre svar-muligheder til spørgsmålene:

1) ’Sjældent’

2) ’En gang imellem’

3) ’Ofte’

Men i Røde Kors-versionen er svar-mulighederne rettet til:

1) ’Aldrig’

2) 'Sjældent’

3) ’Ofte’

Konsekvensen er, at færre alt andet lige 'aldrig' føler sig ensomme i forhold til 'sjældent'. Det vil presse flere 'nedad' i svarmulighederne mod mulighed 2 og 3, og derfor vil de også på papiret 'se mere ensomme' ud, end hvis man havde brugt den normale T-ILS-metode.

Alt for højt tal
Han påpeger desuden, at Røde Kors' konklusion om, at der skulle være en million svært ensomme danskere, ikke er i nærheden af noget, man før har registreret i Danmark.

- Der har ikke været undersøgelser, der bare minder om det her resultat. Det ædruelige bud er, at der er 350.000 på landsplan, siger han.

- Min mavefornemmelse er, at en million ensomme virker som et alt for højt tal. Det lyder ikke sandsynligt, siger Finn Breinholt Larsen.

Professor på Københavns Universitet og forsker i ensomhed Rikke Lund deler den vurdering.

Fremstår dobbelt på ensom

- Røde Kors' undersøgelse får alt andet lige folk til at se mere ensomme ud på papiret i forhold til andre undersøgelser. Og det gør helt banalt, at man ikke kan sige, om der er blevet flere ensomme i Danmark ud fra de her tal, siger hun

- For eksempel vil folk, der svarer, at de 'sjældent' føler sig ensomme, score dobbelt så mange point i regnskabet hos Røde Kors i forhold til, hvad de normalt gør.

- Jeg har også svært ved at tro, at der skulle være en million svært ensomme i Danmark. Det tal ligger langt over, hvad vi normalt ser, og det kan jo desværre meget vel skyldes, at Røde Kors har lavet denne her fejl, siger Rikke Lund.

Røde Kors var i 'chok'

Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, brugte i sidste uge undersøgelsen til at slå alarm.

- De her tal er chokerende høje, udtalte han i en pressemeddelelse.

- Den virus (corona, red.), vi som dansk samfund har bekæmpet de seneste måneder, er sejlivet. Men det er dens følgevirkninger også. I Røde Kors frygter vi den sociale virus. Og den forsvinder ikke bare. fordi vi får en vaccine mod covid-19, lød det.

Men hvis man kigger undersøgelsen efter i sømmene, er der flere ting, der strider mod den konklusion.

Kun fire oplevede problem
Eksempelvis siger kun fem procent af de adspurgte, at de er mere bekymrede for at blive mere alene efter coronakrisen. Men 90 procent deler ikke den bekymring.

Desuden er der blot fire personer, der ikke mener, at de har fået den hjælp, de havde brug for under coronaen.

Fire personer ud af i alt 1003 adspurgte

I kølvandet på offentliggørelsen af rapporten afholdt Røde Kors et stort 'Folkemøde' i København, hvor indbudte politikere, herunder socialminister Astrid Krag, tog vel imod Røde Kors' ti anbefalinger.

Erkender fejl

- Der er en fejl i undersøgelsen, og det er vi rigtig kede af, for vi er ikke i tvivl om, at det ensomheds-problem, der var før coronakrisen, er blevet værre, siger politisk chef i Røde Kors Kirsten Marie Kristensen.

Hun understreger, at Røde Kors 'umiddelbart ikke' vil lave undersøgelsen om.

Læs interviewet med Kirsten Marie Kristensen her:

Se også: Røde Kors erkender fejl  

270 kommentarer
Vis kommentarer