Kør videre, Erik.
Men først skal vi lige være sikre på juraen.
Rødovres kommunaldirektør, Anders Agger, forsøger i et mailsvar at kaste is på sagen om borgmester Erik Nielsens skatteyderbetalte Mercedes 350 GLC Hybrid, der blandt andet fragter ham de 850 meter mellem hjemmet og rådhuset.
Den øverste embedsmand fastholder, at socialdemokratens kørsel ikke er mellem hjemmet og rådhuset, fordi ladestanderen og den private p-plads med nummerpladeskilt er placeret på kommunalt område på en p-plads tilhørende det kommunale plejehjem Engskrænten.
At p-pladsen ligger lige over for borgmesterens hjem i en afstand af 50 meter, tillægges ingen betydning i hans mail.
'Der er ikke tale om kørsel mellem hjem og arbejde. Repræsentationsbilen parkeres på det kommunale areal ved Plejecenter Engskrænten, hvor der er opsat en ladestander,' skriver Vestegns-kommunens øverste embedsmand og tilføjer:
'Rødovre Kommune (kan, red.) stå inde for ordningen juridisk.'
Kommunaldirektøren er dog ikke mere sikker i sin sag, end han agter at spørge Social- og Indenrigsministeriet, hvorvidt kommunens finte holder vand.
'Ekstra Bladet rejser på baggrund af en generel udtalelse fra Social- og Indenrigsministeriet tvivl om den konkrete anvendelse af en tjenestebil til borgmesteren i Rødovre Kommune. Det er Rødovre Kommunes opfattelse, at de gældende regler om mulighed for at stille tjenestebil til rådighed for borgmesteren er overholdt. Rødovre Kommune accepterer ikke, at der kan rejses tvivl om ordningen og vil derfor rette henvendelse til ministeriet med henblik på en vurdering af den konkrete praksis,' skriver Anders Agger.
Dokumentation
Over for Ekstra Bladet har borgmester Erik Nielsen fortalt, at han bestemt ikke er den eneste, som bruger bilen.
Kommunen kan dog ikke dokumentere denne påstand, da der ifølge kommunaldirektøren ikke føres kørebog over bilens kørselshistorik, siger kommunaldirektøren.
Borgmesterens har også forklaret, at han ikke er den eneste, som har nøgle til bilen. Ifølge kommunen er dette sandt.
'Teknisk Forvaltning og Betjentstuen på rådhuset har en nøgle,' skriver Anders Agger.
Føler sig antastet
Borgmester Erik Nielsen afviser at stille op til interview med Ekstra Bladet om sagen.
'På baggrund af jeres fremfærd i går (tirsdag, red.) morges, hvor I antastede borgmesteren på gaden uden forudgående aftale eller information, ønsker han ikke at tale med jer,' skriver kommunens pressemedarbejder i en mail.
Tirsdag morgen kørte Erik Nielsen fra sit hjem til rådhuset, mens Ekstra Bladet så til. Dette forklarer Erik Nielsen på Facebook således:
' I dag (tirsdag, red.) tog jeg repræsentationsbilen, fordi jeg blandt andet skulle til et møde i Dansk Camping Union,' skriver han blandt andet.
Se Erik Nielsens opslag nederst.
Mercedes-borgmester forklarer: Campister ventede