'Politik når det er værst. Tøsedrenge!'
Sådan lyder ordene fra det radikale medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde, efter DF-toppens dramatiske fyring af Messerschmidt tirsdag aften.
Onsdag morgen skriver den radikale politiker på sin facebook-profil, at det er uværdigt af resten af Dansk Folkeparti at tørre 'det hele af på Messerschmidt.'
'Så længe skonnerten går, står alle på broen og vinker til kamera og folket, men når stormen raser, hopper de alle i redningsbådene og håber, at en enkelt mand går ned med skibet, så ansvaret kan placeres der og blive på bunden af havet,' står der i facebook-opslaget.
Flere har skylden
Således peger han den rygende pistol tilbage på Dansk Folkepartis partitop, som han mener, har haft en ganske stor andel i de mange rodede pengesager - og refererer ved samme lejlighed sandsynligvis til udgifterne fra en berømt skonnerttur, som DF måtte betale tilbage sidste år, da det kom frem, at der var brugt EU-støtte på sejlturen.
Jens Rohde nævner flere af de øvrige hovedpersoner i den prikære sag.
'Det er ikke værdigt at tørre det hele af på Messerschmidt, når man selv har "glemt" at medtage støtten i folketingsgruppens regnskaber, når den organisatoriske næstformand i Danmark ulovligt indgår kontrakter for Meld, når Espersen bevidst optræder som stråmand i Meld, og når Vistisen er kasserer og medlem af parlamentets budgetkontroludvalg,' skriver Jens Rohde fortsat i sit opslag.
Mistanke om bevidst snyd
Jens Rohde har rettet skyts mod partiets brug af EU-midler tidligere i samme forløb. Da de nyeste historier om Messerschmidt formodede fusk med EU-midlerne kom frem i Ekstra Bladet, fortalte Rohde, at det nu efterhånden var nærliggende at tro, at der var tale om bevidst snyd.
- Nu har den her sag kørt i et år. Det er lige før, man mistænker DF for at misbruge EU-midler bevidst som kampagne til at øge EU-modstanden. Men det er ikke EU, den er gal med her. Det er Dansk Folkeparti. Reglerne er klokkeklare, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet, sagde han søndag.
Om fuskeriet med EU-midlerne har været bevidst eller ej, er stadig op til EU's antisvindelenhed at afgøre, som mandag igangsatte en afhøring af bestyrelsesmedlemmer af MELD.
Ikke desto mindre har de mange sager om brug af EU-støttekroner, som sagt fået konsekvenser for Morten Messerschmidt, der tirsdag aften trådte ud af Dansk Folkepartis øverste ledelse.
Skandalefond betalte top-DF'eres medietræning
Skandalefond betalte top-DF'eres medietræning Ny afsløring: DF'ere var på Bruxelles-tur - betalt af skandalefond