Rossen-sagen: Mette grillet i nat

Mette Frederiksen blev i nat udspurgt om sin stabschefs jobskifte 

Hele fire gange mandag undveg Mette Frederiksen vores reporter, da han ville spørge ind til Martin Rossen. Først i Folketingssalen, direkte adspurgt, svarede statsministeren. Video/Redigering: Stine Tisvilde/Emma Svendsen.

Selvom Martin Rossen har meldt ud, at han skifter sin stilling som Mette Frederiksens stabschef ud med et job i termostat-giganten Danfoss, så er diskussion om hans virke slet ikke forstummet.

I nat under afslutningsdebatten skulle statsministeren stå på mål for sin stabschef.

Rossen bliver nemlig hængende i Statsministeriet frem til august, og det har fået Venstre op på dupperne. Mens Rossen stadig er ansat hos Mette Frederiksen, kører der nemlig klimaforhandlinger på fuld damp.

Danfoss er en stor international spiller, når det gælder termostater til varmeregulering. Samtidig har virksomheden også en lang række produkter inden for sol- og vindenergi.

Skød tilbage
Da Venstres Morten Dahlin under afslutningsdebatten spurgte ind til Rossens eventuelle habilitetsproblemer, skød statsministeren imidlertid tilbage.  

- Man skal overveje - også fra Venstres side - hvad man egentlig er i gang med, lød det fra Mette Frederiksen. Hun kastede sig herefter ud en sammenligning med departementscheferne i ministerierne.

- Departementschefer i Danmark har direkte adgang til regeringens centrale udvalg. Det gælder eksempelvis Økonomi- og Koordinationsudvalget. En del af dem er faktisk faste medlemmer.

- Vi har en række eksempler de seneste år på departementschefer, der heldigvis har opnået meget flotte stillinger uden for centraladministrationen. Skal de personer stoppe deres arbejde øjeblikkeligt i tilfælde af ansættelse et andet sted?

- Det vil jo svække centraladministrationen og dermed de politiske beslutninger i Danmark ganske gevaldigt, lød det fra Mette Frederiksen.

Viser problemet
Martin Rossen har imidlertid ikke været ansat som politisk neutral embedsmand - som det er tilfældet med departementscheferne. Rossen er i stedet politisk udpeget og har fungeret som en særlig rådgiver for statsministeren. Hvilket Morten Dahlin påpegede.

- Det viser vel hele problemet med det her, at statsministeren kan finde på at sammenligne det med en departementschef i sit forsvar. Vil statsministeren afvise, at der hen over sommeren kan opstå en interessekonflikt mellem den virksomhed, han er ansat i, og regeringens interesser, spurgte Venstre-manden.

Mette Frederiksen svarede:

- Der var ikke noget forsvar i det. Jeg stiller bare et spørgsmål om, hvad man egentlig er i gang med. Selvfølgelig skal Folketinget og regeringen altid være opmærksom på habilitetsproblemer. Jo jo, det skal vi i alle mulige sammenhænge. Der skal man ledelsesmæssigt og i øvrigt i forhold til sin sunde fornuft få skilt tingene ad.

- Jeg beder bare om, at man i sin iver for at diskutere nogle konkrete forhold også forholder sig til det principielle. Og vi har vel i Danmark en ret stor interesse i, at folk kan skifte job til andre sektorer, sagde Mette Frederiksen.

15 timer forgæves
Med spørgsmålene i Folketingssalen blev altså Mette Frederiksen nødt til at forholde sig til Rossens jobskifte. Forinden var hendes talelyst til at overse.

Mandag forsøgte Ekstra Bladet gennem 15 timer forgæves at få svar på, hvorfor hendes stabschef og nære ven, Martin Rossen, kan blive siddende i Statsministeriet, selvom han er ansat hos en af landets største virksomheder, Danfoss.

Ikke et eneste ord blev det til, selvom Ekstra Bladet trofast stod klar med spørgsmål, hver gang hun passerede gennem døren til Folketingssalen under Folketingets afslutningsdebat.

Mette Frederiksen og Martin Rossen forlader Statsministeriet mandag morgen. Foto: Mette Frederiksens Instagram-konto Dansk politik - 22. jun. 2020 - kl. 17:08 UD NU! Hænger fast hos Mette

Mette Frederiksens tro væbner, Martin Rossen (i midten), har længe drømt sig væk fra toppen af dansk politik. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 17. jun. 2020 - kl. 19:38 Hård kritik af Mette F.: Han bør fratræde øjeblikkeligt

300 kommentarer
Vis kommentarer