Rygekrig i S: Hold din pegefinger for dig selv

Bent Hansen og Sophie Hæstorp Andersen er røget i totterne på hinanden, efter regionernes formand har blandet sig i hovedstaden rygepolitik

Bent Hansen og Sophie Hæstorp Andersen ser ikke helt ens på rygningen på landets sygehuse. Foto: Tariq Mikkel Khan og Katinka Hustad  POLFOTO
Bent Hansen og Sophie Hæstorp Andersen ser ikke helt ens på rygningen på landets sygehuse. Foto: Tariq Mikkel Khan og Katinka Hustad POLFOTO

Der er udbrudt rygekrig i toppen af det regionale Danmark og i toppen af Socialdemokratiet.

I Region Midtjylland er det nemlig helt slut med at ryge for personale, patienter og pårørende på hospitalernes områder. Også selvom de i dag står i skure uden for bygningerne.

- Det her er et signal fra regionerne til borgerne om, at de skal passe på sig selv, udtaler formand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til mx.dk.

Men hans mission om totalforbud mod rygning stopper ikke ved regionsgrænsen.

Bent Hansen opfordrer nemlig Region Hovedstaden til at følge trop.

- Jeg håber, at Sophie Hæstorp Andersen vil have mere fokus på rygning i Region Hovedstaden – det vil være et godt signal. Gør man det forbudt, skal folk bevidst overtræde en tærskel og sige, at jeg er ligeglad med mit helbred og omgivelserne. Det, tror vi, at mange vil tænke over, inden de ryger, udtaler han.

Pas dig selv i Midtjylland
Men den besked gider formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), ikke rigtig høre på.

- Bent Hansen må gerne mene, at rygning skal helt væk fra matriklerne på hospitalerne i Region Midtjylland. Men som udgangspunkt er han ikke valgt her i hovedstaden, så det overrasker mig, at han har den holdning, udtaler hun til Ekstra Bladet.

- For mig er det vigtigt, at det kan fungere i hverdagen. På Herlev Hospital siger de, at da de i efteråret blødte reglerne lidt op, så var det fordi, de modtog rigtig mange klager. De kunne simpelthen ikke håndhæve forbuddet. Folk røg jo alligevel og smed deres cigeretter på jorden.

- Det skal ikke være regionens opgave at have vagtværn eller andre til at fortælle folk, at de ikke må ryge, påpeger hun.

Øl og pommes frites
- Hvor stopper det? Så længe man ikke genererer andre. Jeg er da ikke sikker på, at vi ikke serverer pomme frites i nogle af kioskerne på hospitalerne. Nogle gange må man også se igennem fingrene med, at nogen drikker en øl, fordi det kan gøre, at de bliver i akutmodtagelsen og modtager hjælp. Vi bliver nødt til at have en rummelighed, understreger Sophie Hæstorp Andersen.

- Betyder det så, at der bliver større selvbestemmelse omkring de lokale regler, hvis du bliver regionsformand, end den nuværende formand lægger op til?

- Hvis jeg bliver formand for Danske Regioner, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at det forebyggelsesudspil, vi er kommet med bliver omsat til virkelighed. Men jeg vil ikke blande mig i, hvilke regler de har for rygning i Region Midjylland. Det er regionsrådet valgt til at tage stilling til.

Blevet klogere
- Da du sad i Folketinget i starten af 00'erne gik du ind for et fuldstændigt røgfrit Danmark. Er du blevet mere pragmatisk med årene?

- Jeg mener, man skal arbejde hen mod et røgfrit Danmark, men jeg må erkende, at vejen derhen er længere. Der er jeg nok blevet klogene hen ad vejen.

- Der skal være tilbud til folk - også dem som har det svært - så de kan blive røgfrie. Men der er situationer, hvor det ikke er det, der skal stå forrest i vores dialog med borgerne. Det kan ikke være rigtigt, at når man henvender sig for at få hjælp til det offentlige, så bliver man mødt med en løftet pegefinger.

Hansens pegefinger
- Så det kan jeg forstå du mener Bent Hansen gør - altså løfter pegefingeren over for rygere i København?

- Det er lige som dumt, som dengang Claus Hjort sagde, at man ikke kunne møde nogle borgere uden at diskutere deres beskæftigelse. Altså, hvis hele deres problemstilling er alle mulige andre ting. Eksempelvis, at man skal dø af kræft inden for tre måneder.

- Så det er ligeså dumt, dét Bent Hansen siger?

- Jeg synes ikke, Bent Hansen er dum. Jeg er enig med ham i, at målet er et rødfrit Danmark. Men jeg mener, at midlerne for ham indvolverer, at vi skal henvise meget syge mennesker og pårørende, der lige har oplevet fødslen af deres barn eller deres mor netop er afgået ved døden. At vi skal stå som et politi og sige til dem 'ryg udenfor matriklen'. Dér er jeg ikke i dag.

 

 

339 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere