Rystet over 'hæslig' besked: - Det gør mig utryg

Laura Lindahl fra Liberal Alliance fortæller om de ubehagelige beskeder, hun modtager som offentlig person

Laura Lindahl står frem med besked, som gør hende utryg. Foto: Kathrine Marie Kragh
Laura Lindahl står frem med besked, som gør hende utryg. Foto: Kathrine Marie Kragh

Det er ikke altid let at have et ansigt, der er kendt i offentligeheden.

Laura Lindahl fra Liberal Alliance har ofte oplevet bagsiden af medaljen, når forskellige folk skriver ubehagelige mails til hendes offentlige mailadresse, men søndag aften fik hun alligevel nok og besluttede, at hun ville vise sine følgere på det sociale medie Twitter, hvilke beskeder politikere kan få.

Til Ekstra Bladet fortæller Laura Lindahl, hvorfor hun valgte at lægge beskeden på nettet.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi får talt åbent om, at de beskeder er en del af virkeligheden, fortæller hun.

Politikeren siger, at hun oplever ugentligt, at folk skriver ubehagelige beskeder til hende.

- Det er blevet en del af jobbet, men jeg bliver meget forarget over de rigtig grove beskeder, og de kan godt gøre mig utryg, siger hun.

Ikke unormalt
I opslaget spørger Laura Lindahl om andre af hendes kollegaer har prøvet det samme, og det kan de fleste svare ja til.

'Laura - du er desværre ikke den eneste. Det er nedværdigende. Og dybt problematisk', skriver Uffe Elbæk fra Alternativet.

Også De Radikales Sofie Carsten Nielsen skriver, at det er skræmmende udbredt.

Laura Lindahls partikammerat Joachim B. Olsen deltager også i debatten og mener, at hun skal skrive navnet på personen, der har skrevet til hende.

'Frem med navnet. Den slags idioter skal udstilles i fuld offentlighed', skriver han.

Tør ikke udstille afsender
Men det har Laura Lindahl på ingen måde lyst til.

- Jeg vil ikke udstille afsenderen, fordi jeg rent faktisk kunne være bange for, at han ville gøre mig noget, fortæller hun.

Hun mener, at der er stor forskel på hende og Joachim B. Olsen.

- Joachim er jo en stor, stærk mand, som ville kunne forsvare sig selv, så jeg kan da godt forstå, at han ville udstille navnet. Som kvinde har man bare en mere udsat position. Hvis ham der skrev ville gøre mig noget, kunne jeg jo ikke gøre noget, siger hun.

Ændring af samfundet
Med opslaget håber hun at sætte mere fokus på problemet. Bare fordi man er politiker, skal man ikke finde sig i, at folk skriver så ubehagelige beskeder, mener hun.

- Vi skal ikke acceptere det her som samfund. Det er uanset hvem, der får sådan en besked. Om det drejer sig om en sagsbehandler eller politiker. Vi skal insistere på ordentlighed og digital dannelse.

Hun er derfor også åben for at dele flere af de ubehagelige beskeder, hun modtager som politiker.

- Ja, det er vigtigt at få det talt op, så det kunne jeg godt.

Laura Lindahl mener ikke, at man får flere beskeder som kvindelig politiker, men påpeger, at der muligvis kan være en afgørende forskel.

- Tonen er bare anderledes med kvinder. Jeg tvivler på, at der er særlig mange, der opfordrer til, at en mand skal voldtages, som de gør med kvinder, fortæller hun.

254 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen