Har du forslag til, hvordan politikerne kan undgå at sløjfe store bededag? Så skriv til os på sparekassen@eb.dk
Det får ikke regeringen til at ryste på hånden, at effekten ved at afskaffe store bededag ifølge to cheføkonomer er så begrænset, at man lige så vel kunne nedsætte danskernes frokostpause med to minutter om dagen.
De to økonomer er ellers enige om, at effekten ved de to tiltag er den samme. Det skyldes, at forslaget om at arbejde en dag mere i sidste ende ikke ændrer ved danskernes lyst til at arbejde hverken mere eller mindre, og at vi som en rig og velstillet nation i stedet vil tilpasse os over tid ved eksempelvis at arbejde mindre over.
En ti år gammel interviewundersøgelse spiller hovedrolle i skrotningen af store bededag. Wammen afviser al kritik, mens hans egne embedsfolk erkender, at der er 'betydelig usikkerhed'
- Effekten er nøjagtigt det samme, hvilket betyder, at det vil have samme effekt på omtrent nul på den lange bane, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom hos CEPOS.
Ekstra Bladet har spurgt Finansministeriet, om de er enige med de adspurgte økonomer, men ministeriet henviser i stedet til Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen.
Han giver ikke meget for forslaget om de to minutters kortere frokostpause.
- Det forslag kan give mening på skrivebordet, men ikke i virkeligheden, fordi vores arbejdsmarked jo ikke er sådan, at der sidder nogen med et stopur og ser, om man går to minutter før eller efter. Det er også derfor, at vi har valgt et andet forslag, hvor alle bidrager en dag mere.
- Men det økonomerne siger om jeres forslag er jo netop, at vi som rigt og velstående land vil tilpasse os, så vi bare går hjem lidt før. Hvad siger du til den kritik?
- Det er der nogle økonomer, der har sagt. Andre har sagt noget andet. I det her land, der er det Finansministeriet, der er overdommer på, hvordan man vurderer effekten af økonomiske tiltag. Det vil det være uanset regeringens farve. Finansministeriet vurderer, at det her bidrager med varig finansiering, og det har jeg helt ro i maven omkring.
- Økonomerne siger, at økonomisk så giver de to minutter på sigt det samme resultat. Hvorfor er det så ikke et alternativ?
- De siger, at på skrivebordet giver det mening, men det holder ikke ude i virkeligheden, og det skal det selvfølgelig. Der sidder jo ikke nogen med et stopur ude i virkeligheden, der er det mere fleksibelt. Og det er derfor, det giver mening at arbejde en dag mere.
- Men det argument gør vel også, at jeres egen model ikke holder, altså at virkeligheden er mere fleksibel?
- Ej, det mener jeg ikke er det samme. Det er helt hævet over enhver tvivl, at to minutter mere om dagen ikke vil gøre nogen forskel. Sådan er vores arbejdsmarked ikke. Det er helt åbenlyst, at det for eksempel vil bidrage med flere operationer i det offentlige, at vi arbejder en dag mere.
- Men vel ikke hvis folk selv tilpasser sig, sådan som eksperterne siger?
- Det er ikke Finansministeriets vurdering. Der er forskellige holdninger til det. Finansministeriet er dem, der er overdommere, og det er deres vurdering, og det er jeg helt enig med dem i.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Regeringen vil ikke tjekke om pengene stemmer i statskassen, som man ellers plejer at gøre, når der kommer en ny regering. Hør interview med finansminister Nicolai Wammen i 'Ingen kommentarer' herunder