S-borgmestre angriber Mette F: Du tager os som gidsler

Frustrerede partifæller: Stop med at spille sorteper - samarbejd med Thulesen Dahl, hvor det gavner danskerne

Ekstra Bladet TV mødte Mette Frederiksen efter pressemødet i Silkeborg.

S-formand Mette Frederiksens nye strategi om, at hendes parti ikke vil lave aftaler med Dansk Folkeparti uden om V-regeringen, tager indbyggerne på de danske småøer som gidsler i et politisk slagsmål om lavere færgepriser.

Det fastslår to socialdemokratiske ø-borgmestre over for Ekstra Bladet.

- Vi bliver taget som gidsler, mens Christiansborg-politikerne spiller sorteper, siger Samsøs borgmester Marcel Meijer (S).

Heller ikke Bornholms socialdemokratiske borgmester Winni Grosbøll forstår, hvad der foregår i toppen af hendes eget parti.

- Det er dér, jeg ikke forstår mig på landspolitik.  Det undrer mig, at man har et eller andet spilfægteri. Nu kan jeg se, at Dansk Folkeparti har været fremme med det her forslag (om lavere priser, red.) og har spurgt om Socialdemokraterne vil være med. Det vil de ikke. Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Jeg kan bare konstatere, at hvis vi skal udvikle øerne, så skal vi kigge på færgepriserne, siger Winni Grosbøll.

Venstres løftebrud
Reelt er det et potentielt løftebrud fra Venstre, som har skabt balladen for Mette Frederiksen. 

Se også: Færgepriser skaber snak om løftebrud

Før valget ville både Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bruge 133 millioner kroner på at sænke færgepriserne, så der kunne komme såkaldt ’trafikal ligestilling’ mellem øboerne og resten af Danmark.

Men Venstre vil efter valget ikke længere garantere lavere færgepriser – og i søndags fastslog Mette Frederiksen i store avisinterview, at Socialdemokratiet fremover ikke vil danne alternative flertal med Dansk Folkeparti uden om V-regeringen.

Se også: Wammen: Vi vil stoppe Tulles julelege

DF udstiller Mette F's plan
Knap var avisernes tryksværte blevet tør, før DF tidligere tirsdag via DR Nyheder meddelte, at partiet er klar til at gå sammen med Socialdemokratiet om at sænke færgepriserne uanset, om Venstre-regeringen vil være med eller ej. Dermed udstiller DF de store problemer, som Mette Frederiksen får med at forklare og forsvare den nye strategi. 

- I Dansk Folkeparti går vi efter at opnå resultater og lave politik, og hvem vi skal lave et flertal med, er sådan set fuldstændig ligegyldigt. Hvis Socialdemokraterne vil have gennemført noget, så må man have Dansk Folkeparti med, siger transportordfører Kim Christiansen til DR.

Over for DR afviser socialdemokraternes ø-ordfører, Magnus Heunicke, dog, at hans parti vil lave en aftale om lavere færgepriser med DF uden om Løkke-regeringen.

Han understreger samtidig, at billigere færgebilletter stadig er socialdemokratisk politik ...

- Men det skulle finansieres på finansloven, og finansloven laver man altså med den til enhver tid siddende regering, og derfor er det der, at Dansk Folkeparti skal søge sin indflydelse, siger Magnus Heunicke, der mener, at DF står med hele ansvaret for at forklare, hvis færgeløfterne ikke bliver til noget alligevel.

Borgmester: Politiske drillerier

Det er de socialdemokratiske ø-borgmestre dog ikke enige i.

- Det er en frygtelig ærgerlig situation at komme i. Inden folketingsvalget var borgmestrene fra Samsø, Ærø og Læsø til møde i Landdistriktsudvalget, og der var alle partier enige om at nedsætte færgetaksterne med 133 millioner kroner. Nu virker det som om, der går fisk i det hele på grund af politiske drillerier. Og der bliver vi øboere taget som gidsler, siger Samsø-borgmester Marcel Meijer (S).

- Men straks benytter DF chancen og siger, at de stadig gerne vil nedsætte færgetaksterne?

- Ja efter Mette Frederiksen i søndags har meldt ud, at socialdemokraterne ikke vil lege med Dansk Folkeparti alene uden Venstre.

- Så der er altså sket præcis det, som man godt kunne forudse efter Mette Frederiksens udmelding om, at hun ikke vil lave aftaler med Kristian Thulesen Dahl uden om Venstre?

- Ja. Det er så bare ærgerligt, at det er vores område, der bliver taget som gidsel, siger Marcel Meijer, der sender et fromt ønske til sin partiformand og resten af Christiansborg-politikerne.

Det tegner skidt
- Jeg synes, at både Venstre, DF og Socialdemokraterne skulle sætte sig sammen og finde nogle løsninger på de problemer, vi står overfor i Danmark i stedet for at spille sorteper videre til hinanden. Hvis ikke der er nogen som tager ansvar for, hvad der skal ske i landet de næste fire år, så går vi jo i står.

- Det gælder selvfølgelig færgepriserne – men det gælder også alle mulige andre områder. Ikke mindst det forestående spil der kommer til at foregår omkring dagpengene. Der kan man forestille sig samme situation. Jeg synes ikke, det tegner godt, lyder det frustreret fra Samsøs socialdemokratiske førstemand. 

Borgerne fatter det ikke
Heller ikke partifællen fra Bornholm mener, at det kun er DF, som står med et forklaringsproblem, hvis ideen om lavere færgepriser går i fisk.

- Jeg ville være rigtig, rigtig glad, hvis vi kunne sige allerede nu, at det bakker vi selvfølgelig op om. Det kan jeg lytte mig til, at det vil man ikke, fordi man vil have det ind på en finanslov. Men hvis både Dansk Folkeparti vil det. Og Socialdemokraterne vil det. Så må det da ende med, at det kommer, siger borgmester Winni Grosbøll og fortsætter:

- Jeg tror, der er rigtig mange borgere ude i Danmark, som ikke rigtig forstår, hvor de ikke bare gør det, når nu de er enige om problemet. Det er en form for politik, som er svær at forstå, når man står uden for Christiansborg.

Se Mette Frederiksen tale her

179 kommentarer
Vis kommentarer