S-gruppe i Roskilde har fundet Joy Mogensens afløser

Vejen til borgmesterposten i Roskilde er banet for Tomas Breddam, der skal afløse kulturminister Joy Mogensen

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets gruppe i Roskilde byråd peger på Tomas Breddam (S) til at tage over som borgmester i kommunen efter Joy Mogensen (S).

Det oplyser Henning Sørensen, der er gruppeformand for den socialdemokratiske gruppe i Roskilde Kommune.

Joy Mogensen, der har været borgmester i Roskilde siden 2011, skal afløses, da hun er ny kultur- og kirkeminister.

Tomas Breddam skal formelt vælges som ny borgmester på et byrådsmøde. Det er foreslået, at mødet bliver afholdt i starten af august, så han kan være på plads som borgmester umiddelbart efter sommerferien.

Socialdemokratiet har absolut flertal i byrådet, så beslutningen er umiddelbart ikke til at udfordre.

Den socialdemokratiske gruppe i byrådet takker Joy Mogensen for indsatsen.

Hun har været 'et kæmpe aktiv for Roskilde Kommune og S-gruppen', lyder det.

48-årige Tomas Breddam har været byrådsmedlem i Roskilde Kommune siden 2013. Han er formand for Plan- og Teknikudvalget.

Ifølge Roskilde Avis var han favorit til at overtage posten efter Joy Mogensen, da han var udpeget til at være hendes barselsvikar frem til sommeren 2020.

Joy Mogensen fortalte i april til det regionale medie Sjællandske, at hun forventer at gå på barsel til oktober.

38-årige Joy Mogensen var overrasket over, at statsminister Mette Frederiksen (S) pegede på hende som Danmarks nye kultur- og kirkeminister.

- Jeg havde aldrig troet, at det var muligt. Det er meget overvældende, sagde hun.

Op til folketingsvalgkampen blev hun ufrivilligt en del af en større debat, da partifællen og folketingskandidat Simon Simonsen kom med et opsigtsvækkende Facebook-opslag.

Mogensen er blevet gravid ved hjælp af donorsæd og vil være enlig mor. Det valg har Simon Simonsen kritiseret i skarpe vendinger på Facebook.

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere