S-hovedbestyrelsesmedlem trækker sig efter MeToo-sag

Socialdemokratiets hovedbestyrelse skal have nyt sjællandsk medlem. Det sker efter MeToo-sag oprullet af Ekstra Bladet

Jens Bagge trækker sig som medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse.

Det sker efter en MeToo-sag, som Ekstra Bladet har bragt frem.

'Kære alle. Jeg har i dag meddelt Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, at jeg med øjeblikkelig virkning trækker mig som medlem af Hovedbestyrelsen valgt i Region Sjælland.'

Sådan skriver han på Facebook, og fortsætter:

'Jeg er som person i pressen blevet sat i forbindelse med en advokatundersøgelse om krænkende adfærd. Grundlæggende er advokatundersøgelser af denne karakter omfattet af fortrolighed. Den fortrolighed rakte ikke. Jeg vil uagtet fortsat fastholde denne fortrolighed og kommer derfor ikke til at kommentere yderligere.'

Dermed skal han ikke længere sidde til højbords med Mette Frederiksen.

Krænker til bords med Mette

Ny MeToo-sag i Socialdemokratiet: Folketingsmedlem fik nok

Sagen omhandler Jens Bagge, der på daværende tidspunkt var lokalformand i Faxe-Stevns-kredsen, og folketingsmedlem Tanja Larsson.

Mens hun stadig var folketingskandidat, kom han under et møde imellem de to med upassende seksuelle opfordringer. I de efterfølgende to år udsatte han hende for psykisk chikane. Krænkelserne var aldrig fysiske.

Det nøjagtige sagsforløb er blevet oprullet af Socialdemokratiets advokater i en fortrolig redegørelse, som landede hos partiet i sidste uge.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Ekstra Bladets journalist Brian Weichardt har tidligere interviewet statsministeren om sexisme-sager i Socialdemokratiet.

Lokale havde mistet tilliden
Den lokale kreds mistede tilliden til Jens Bagge allerede i september 2020, efter Tanja Larsson havde konfronteret sin bestyrelse med sine oplevelser med Jens Bagge. Derfor blev han gået som lokalformand.

I løbet af vinteren undersøgte Socialdemokratiets advokatordning sagen og afhørte flere vidner. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev konklusionen, at der havde fundet krænkende adfærd sted mod Tanja Larsson.

Nina Kjær, der overtog formandsposten i Faxe-Stevns, erklærede i den forbindelse over for Ekstra Bladet, at kredsen ikke længere støttede Jens Bagges plads i hovedbestyrelsen.

Jens Bagge skriver på Facebook afsluttende:

'Jeg har opnået mange resultater både lokalt, regionalt og ikke mindst igennem arbejdet med de internationale og europæiske relationer, der har haft en meget central plads i mit politisk/organisatoriske virke. Det vil jeg savne, men jeg har en familie at tage vare på, og som har været min faste base gennem alle mine år i socialdemokratiet. Dem glæder jeg mig til at se lidt mere til. På den baggrund vil jeg ikke bidrage med yderligere kommentarer.'

Socialdemokratiets hovedbestyrelse

Mellem de årlige kongresser er det den valgte hovedbestyrelse, der er ansvarlig for partiets politiske og organisatoriske udvikling og virksomhed.

Hovedbestyrelsen består af politikere og lokalt valgte medlemmer fra Socialdemokratiets forskellige organisationsled. 

MEDLEMMER:

  • Mette Frederiksen (formand)
  • Marie Stærke (næstformand)
  • Mogens Jensen (næstformand)
  • Anette Stæhr (Region Hovedstaden)
  • Annette Lind (medlem af folketingsgruppen)
  • Bjarne Kaspersen Hansen (Region Hovedstaden)
  • Christel Schaldemose (formand for S-gruppen i Europa-Parlamentet)
  • Christina Krzyrosiak Hansen (KL)
  • Erik Just Pedersen (Region Sjælland)
  • Flemming Møller Mortensen (medlem af folketingsgruppen)
  • Frederik Vad Nielsen (DSU, formand)
  • Gitte Ottosen (Region Syddanmark)
  • Hans Brønfeld (regionsformand, Region Midtjylland)
  • Ida Marker (regionsformand, Region Sjælland)
  • Inge Kjær Andersen (Region Nordjylland)
  • Ivan Møller Sørensen (Region Midtjylland)
  • Jacob Bundsgaard (KL)
  • Jan Ankler (Region Hovedstaden)
  • Jan Juul Christensen (partisekretær)
  • Jan Salling Kristensen (Region Hovedstaden)
  • Jan Stubberup (Region Syddanmark)
  • UDTRÅDT 12. marts: Jens Bagge (Region Sjælland)
  • Jette Buus Gravesen (Region Midtjylland)
  • John Christiansen (Region Nordjylland)
  • Lise Lotte Lange (Region Sjælland)
  • Mogens Vestergård Pedersen (regionsformand, Region Nordjylland)
  • Morten Thorup (Region Hovedstaden)
  • Niels Ole Beck (regionsformand, Region Syddanmark)
  • Per Gravgaard Hansen (Region Hovedstaden)
  • Poul Erik Skov Heunecke (Region Midtjylland)
  • Tina Maria Lund Kristensen (Region Syddanmark)
  • Ulla Astman (Danske Regioner)

Kilde: Socialdemokratiets hjemmeside