Det skal være muligt for børn af tidligere asbestarbejdere at få erstatning, hvis de senere i livet rammes af kræft som følge af asbeststøv i hjemmet.
Det mener Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.
Ifølge ham skal børnene tilbydes den samme erstatning, som det siden 2015 har været muligt for ægtefæller at modtage.
- Det er meget vigtigt for Socialdemokratiet, at de penge, som vi allerede har sat af, også skal bruges til børn, der er ramt af lungehindekræft.
- Jeg fatter ikke, at regeringen ikke har forstået alvoren i det her, og derfor er det min klare forhåbning, at der bliver handlet på det her hurtigst muligt. Det er helt urimeligt, at regeringen stadig ikke har rykket på det, siger han.
Det er børn af tidligere asbestarbejdere på Eternitfabrikken i Aalborg, der i dag - flere årtier efter at det blev forbudt at bruge asbest - begynder at blive ramt af den aggressive lungehindekræft, der skyldes asbeststøv i lungerne.
- Og det er lige så vigtigt, at de får en anerkendelse af, at der var noget, der gik galt, som det er for ægtefællerne, siger Flemming Møller Mortensen.