S-politiker raser efter dom over bandeleder: Han er et mordersvin og en psykopatsøn

Lederen af banden Loyal to Familia, Shuaib Khan, får lov til at blive i Danmark. Det har fået socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen til tasterne. Jeg bliver så harm over den dom, siger han

S-politikeren Lars Aslan Rasmussen siger til Ekstra Bladet, at han respekterer de danske domstole, men at han ligesom alle andre kan have en holdning til domsafsigelser. - Det der med, at man som politiker ikke må have en holdning til dommen, mener jeg er helt forkert, siger han. Foto: Anthon Unger
S-politikeren Lars Aslan Rasmussen siger til Ekstra Bladet, at han respekterer de danske domstole, men at han ligesom alle andre kan have en holdning til domsafsigelser. - Det der med, at man som politiker ikke må have en holdning til dommen, mener jeg er helt forkert, siger han. Foto: Anthon Unger

Lars Aslan Rasmussen, der er friskole- og efterskoleordfører for Socialdemokratiet, er endnu engang kommet op i det røde felt på de sociale medier. Det sker i kølvandet på en dom, der blev stadfæstet i Østre Landsret i dag.

En enig domsmandsret vurderede, at LTF-bandelederen Shuaib Khan kan blive i Danmark. Bandelederen har pakistansk statsborgerskab, men er født og opvokset i Danmark. Han har tilbragt størstedelen af sit voksne liv i fængsel.

Bandelederen er gentagne gange forsøgt udvist, og er tidligere dømt for dødsvold, da en 21-årig mand døde efter 14 knivstik, slag med knuste flasker samt stole og knytnæver.

I sin Facebook-opdatering kalder Lars Aslan Rasmussen Shuaib Khan for 'mordersvinet' og 'psykopatsøn'.

Vil gerne være sig selv
Socialdemokraten fortryder på ingen måde, at han har skrevet om bandelederen i så voldsomme vendinger. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg bliver så harm over den dom. Jeg er selv fra Nørrebro, og jeg er tidligere kollega til hans far, så den her dom er dybt frustrerende for mig personligt. Nogen gange tror jeg bare, det er hvad hjertet er fuld af. Det krænker min retsfølelse, siger Lars Aslan Rasmussen.

- Men du er medlem af Folketinget, burde du ikke tale lidt pænere, når du ytrer dig i offentligheden?

- Næ, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle kalde ham. Alt det, jeg har skrevet, står jeg ved. Jeg har ikke en akademisk baggrund…

- Men bare fordi du ikke har en akademisk baggrund, kan du vel godt tale ordentligt?

- Jeg synes ikke, der er nogen grund til at tale ordentligt om ham. Han er en morder og har gjort så mange forfærdelige ting. Folk, der ikke kan lide den måde, jeg taler på, må jo bare stemme på nogle andre. Jeg vil gerne være mig selv. Det synes jeg faktisk for få politikere er, siger S-ordføreren.

Langer ud efter forsvarsadvokaten
I et nu slettet tweet langer Lars Aslan Rasmussen ikke kun ud efter bandelederen, men også hans forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen.

- Hvorfor har du slettet det tweet, du har skrevet, hvor du langer ud efter Michael Juul Eriksen?

- Fordi det ikke skal handle om ham. Selvfølgelig har man ret til en forsvarsadvokat. Men det går også stærkt for mig engang i mellem, og det skal ikke handle om, hvorvidt han har ret til en advokat, for selvfølgelig har han det. Og det er også derfor, jeg slettede det, siger Lars Aslan Rasmussen.

- Så du fortryder, at du skrev det?

- Nej, jeg fortryder ikke, at jeg skrev det på den måde, men jeg fortryder, at det kom til at handle om noget andet. På den måde kan du sige, at det var forkert. Og så skal man også lægge sig ned, siger han.

Forsvarsadvokaten vandt i dag over anklagemyndigheden i Østre Landsret. LTF-bandelederen Shauib Khan skal derfor ikke udvises af Danmark. - Lars Aslan Rasmussen viser også en manglende forståelse for, hvordan retssystemet fungerer. Det er jo ikke mig, der har frifundet min klient, det er Østre Landsret. Anklagemyndigheden har gjort alt det, de skulle, og jeg har gjort alt det, jeg skulle. Så træffer retten en afgørelse, og det burde alle da have en god smag i munden over, siger forsvarsadvokaten. Foto: Jakob Jørgensen
Forsvarsadvokaten vandt i dag over anklagemyndigheden i Østre Landsret. LTF-bandelederen Shauib Khan skal derfor ikke udvises af Danmark. - Lars Aslan Rasmussen viser også en manglende forståelse for, hvordan retssystemet fungerer. Det er jo ikke mig, der har frifundet min klient, det er Østre Landsret. Anklagemyndigheden har gjort alt det, de skulle, og jeg har gjort alt det, jeg skulle. Så træffer retten en afgørelse, og det burde alle da have en god smag i munden over, siger forsvarsadvokaten. Foto: Jakob Jørgensen
 

Ekstra Bladet har talt med forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, der mener, at Lars Aslan Rasmussens skriverier er uværdige.

- Jeg synes ikke det er en folketingspolitiker værdig at have den form sprogbrug. Der burde være større værdighed omkring det embede, og jeg mener han skal være opmærksom på den måde, han kommunikerer med andre på. Jeg vil betegne det som direkte uværdigt, siger Michael Juul Eriksen.

- Hvis min klient vil køre en injuriesag på ham, vil han have en sikker vindersag, sådan som jeg ser det. Det er set før. Det må min klient jo afgøre.

- Vil du ligefrem opfordre din klient til at indlede en injuriesag?

- Nej, men hvis han spørger, vil jeg da sige, at jeg mener, han har en god sag, siger forsvarsadvokaten.

- Til hans forsvar har han slettet det, fordi han ikke mener, at det skulle handle om, hvorvidt din klient har ret til en forsvarsadvokat.

- Ja ja, fair nok, siger Michael Juul Eriksen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen