Alex Vanopslagh (LA) og Jan E. Jørgensen bør trække deres kritik af Mette Frederiksens grundige brug af værnemidler under sit besøg på en nedlagt minkfarm torsdag.
Det mener Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen:
- De skulle erkende, at de var for hurtigt ude og trække deres udsagn tilbage, siger han til Ekstra Bladet.
Mettes mink-dragt vækker vrede: Indædt forsvar
Årsagen er, at Fødevareministeriet nu bakker op om Mette Frederiksens brug af værnemidler fra top til tå, som gjorde statsministeren og hendes stab ukendelig bag sikkerhedsbriller, heldragt ned hætte og maske.
I et tweet skriver Fødevareministeriet, at statsministeren fulgte vidtgående anbefalinger om bl.a. visir og heldragt fra Fødevarestyrelsen.
Derfor bør Alex Vanopslagh og Jan E. Jørgensen pakke sammen, mener Jesper Petersen:
- Jeg ved godt, at Venstre-folk tager det med myndighedernes anbefalinger mindre alvorligt. Men statsministeren gør præcist det, som Fødevarestyrelsen har ment, var det rigtige at gøre.
- Det er endnu et tegn på en opskruet og usaglig kritik, som mange borgerlige i disse dage sender efter hende, selvom myndighederne klart har anbefalet de her tiltag.
- Men som vi forstår det - også på de journalister, der var til stede - var det en anbefaling fra myndighederne. Ikke et krav?
- Jo, men det er det, hun er blevet anbefalet at gøre af Fødevarestyrelsen. Og det er samme beskyttelse, som journalister og andre havde på. Den samme beskyttelse, som man anbefaler andre, der besøger de her minkfarme for tiden. Det er ikke for sjov, man tager sådan noget på.
Artiklen fortsætter under faktaboksen ...
- Jeg har talt med minkavler Peter Hindbo til morgen. Han påpeger, at det ikke var et krav, og at han ikke har haft nogen smitte og heller ikke har nogen dyr tilbage på farmen. Er det ikke meget voldsomt at troppe op med hele udstyret?
- Men det er den anbefaling, hun har fået af de myndigheder, hun har konsulteret inden besøget på en minkfarm. Jeg ved godt, at eksempelvis Lars Løkke Rasmussen sorterer i rejsevejledninger, inden han tager afsted. Men statsministeren har fulgt anbefalingen.
- Så du kan helt afvise, at man valgte at følge den her anbefaling for at give indtryk af, at besøget på minkfarmen var farligere, end det var?
- Fuldstændig. Det er langt ude at antage, at man forsøger med en påklædning at skræmme folk. Mange borgerlige taler med en enormt opskruet retorik for tiden. Det er noget, amerikanerne lider voldsomt under. Vi skal ikke lade de tendenser vinde frem i Danmark, siger Jesper Petersen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------