S-profil raser over demonstration

Torsdagens demonstration foran mink-kommissionen udløser vild mudderkast på Christiansborg

Ida Auken har synes ikke, at man skal række statsministeren en fuckfinger. Foto: Miriam Dalsgaard
Ida Auken har synes ikke, at man skal række statsministeren en fuckfinger. Foto: Miriam Dalsgaard

De store mudder-kanoner er kørt i stilling på Christiansborg efter torsdagens demonstration mod statsminister Mette Frederiksen foran mink-kommissionens lokaler på Frederiksberg.

Her blev der givet fuckfingre, råbt 'landsforrædder', og flere gav udtryk for, at statsministeren skal bag tremmer. Og så blev Mette Frederiksens ministerbils ene baglygte ødelagt.

Bølgerne gik højt foran Minkkommissionens lokaler, da statsministeren blev afhørt torsdag. Foto: Jonas Olufson
Bølgerne gik højt foran Minkkommissionens lokaler, da statsministeren blev afhørt torsdag. Foto: Jonas Olufson
 

Det har fået politikerne i Folketinget til at beskylde hinanden for at være årsag til uroen: Socialdemokratiet mener, at oppositionen har opildnet demonstranterne, og oppositionen har omvendt beskyldt Mette Frederiksen for at have brudt loven og derved selv være skyld i vreden mod hende.

Ekstra Bladet har interviewet to af de politikere, der peger fingre af hinanden: Socialdemokratiets Ida Auken og de Konservatives Per Larsen. Du kan også høre interviewene i fuld længde i Ekstra Bladets podcast 'Ingen kommentarer'.

Demonstranter omringede ministerbil på Frederiksberg, da Mette Frederiksen aflagde vidneafklaring i Minkkommissionen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Auken: På vej ned ad en sliske

Socialdemokratiets Ida Auken har i et opslag på Facebook erklæret sig 'rystet' over demonstrationen mod Mette Frederiksen.

Her skriver hun, at det er 'helt uforeneligt med demokratiet', at demonstranterne råbte 'landsforræder', 'rakte fuckfingre' og krævede statsministeren i fængsel. 'Det må simpelthen stoppe', skrev Ida Auken. Ekstra Bladet har spurgt hende, hvorfor kritiske ytringer mod statsministeren må stoppe.

- Ida Auken, hvad er det konkret, der skal stoppe?

 

- Man har selvfølgelig ret til at demonstrere i det her land, men det, der skal stoppe, det er den konstante optrapning af retorikken, og det, der udviklede sig til vold mod politiet og statsministerens bil. Det tror jeg, kan have kæmpe konsekvenser for vores demokrati.

- Skal man stoppe demonstrationer med skilte, hvor folk kræver politikere fængslet?

- Det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om en glidning, der er i gang lige nu. Vi har at gøre med en gransknings-kommission, der skal sikre mere åbenhed, og det er nu rodet sammen med konspirations-teorier og anti-vaccine.

- Det må folk da gerne have lov til at gøre i et frit land?

- Jeg bruger min ytringsfrihed til at sige: hvad kan vi gøre for at stoppe noget, der eskalerer helt vildt. Det synes jeg er min opgave som politiker.

- Og vil du stoppe demonstrationer med bestemte skilte?

- Selvfølgelig har man forsamlings- og ytringsfrihed. Jeg taler om hele vores demokrati, og at vi er på vej ned ad en sliske, og det er det, jeg gerne vil have stoppet.

Tager Ekstra Bladet afstand?
- Må man give statsministeren en fuckfinger?

- Det er jo loven, det må man jo gerne. Men jeg synes sådan set, at man skal lade være med det.

- Du skriver, at det er ’uforeneligt med demokratiet’?

- Alle har ret til at give udtryk for deres utilfredshed. Men der er noget meget større på spil lige nu. De borgerliges retorik er med til at hidse tingene op, så det er også dem, der skal være med til at stoppe det her. Det er ikke kun folk på gaden, der skal stoppe.

- Du har skrevet, at det er ’helt uforeneligt med demokratiet’, at man rækker fuckfinger efter statsministeren...

- Du forsimpler billedet helt vildt meget. For du ved godt, at når jeg skriver sådan et opslag, så handler det om, at der er ved at brede sig nogle tilstande foran retten... jeg ved ikke, om du synes, at det er i orden at smadre statsministerens bil. Skal det ikke stoppe?

- Jeg læser bare op af det, du har skrevet. Du har skrevet, at skilte og fuckfingre er uforeneligt med demokratiet. Er det det?

- Vi har forsamlings- og ytringsfrihed. Men derfor kan jeg jo godt mene, at der er en tendens i gang, hvor man blandt andet på Christiansborg er med til at hidse folk på gaden op.

- Vi har grundlovssikrede rettigheder, men det der foregik ved retten i går var angreb på politiet og hærværk på statsministerens bil, og det har jeg stadig ikke hørt Ekstra Bladet tage tydelig afstand fra.

Pjat
- Vil du rette dit opslag?

- Aj, hvad er det for noget pjat, come on. Jeg kan da godt skrive vold og angreb på statsministerens bil med ind.

- Du skal også huske at fjerne det med, at visse skilte er uforeneligt med demokratiet...

- Hvis det virkelig er det, man læser ud af det, så har jeg i hvert fald forklaret jer det nu. Jeg har ikke tænkt med at sætte folk i fængsel for at have skilte med, siger Ida Auken.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Larsen: En kæmpe skandale

Den konservative Per Larsen mener, at regeringen må leve med folkets utilfredshed. Foto: Jens Dresling
Den konservative Per Larsen mener, at regeringen må leve med folkets utilfredshed. Foto: Jens Dresling
 

De Konservatives landbrugsordfører, Per Larsen, har skrevet på Twitter, at Socialdemokratiet må 'leve med det', når folk bliver ophidsede, fordi regeringen har 'brudt grundloven med åbne øjne'. Ekstra Bladet har spurgt ham, hvordan han kan konkludere det, inden sagen er undersøgt færdig:

Per Larsen, du skriver, at statsministeren har brudt grundloven, og du og dit parti har allerede sagt, at hun skal for en rigsret. Hvad bygger du det på?

- Ud fra sådan en logisk tænkning, så når man nedlægger et helt erhverv, så er det så stor en beslutning, som man bør være sikker på, inden man træffer den. Og når man så finder ud af, at der ikke var lovhjemmel til det, så er det skærpende, at man har myndigheder ude til at gennemtvinge det alligevel.

Rigsret skal sende signal
- Men du har allerede stemt for et borgerforslag om, at hun skal for en rigsret, før det er undersøgt?

- Jamen, det er klart, når man får et borgerforslag ind, så er der noget signalværdi i, hvordan man stemmer om det i folketingssalen.

- Det her handler om en rigsret. Er det ikke useriøst af en politiker fra et lov og orden-parti at tale om signalværdi?

- Det er jo derfor, at vi har nedsat en kommission, der skal afdække sagen.

- Hvorfor venter I så ikke på, at den er færdig.

- Det kan man jo altid diskutere. Sagens karakter er af sådan en størrelse, at vi gerne ville sende det signal til befolkningen, at vi synes ikke, at det er i orden. Det er en kæmpe skandale.

- Havde det ikke også været et godt signal at sende til borgerne, at man venter med at konkludere, om statsministeren er skyldig, indtil sagen er undersøgt?

- Jeg har en stor forventning om, at det ender sådan, for alt andet ville være urimeligt. Man har forsøgt at lægge røgslør ud og ikke efterkomme henstillinger til ikke at slette sms’er, siger Per Larsen.

Seneste nyt

Benny bekræfter vores bange anelser om regeringen

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.