S-profil: Vi har planket en god idé

Det er ingen skam at kopiere noget godt, lyder det fra Socialdemokratiet, der er kommet i video-modvind

Video: Socialdemokratiet

Spin-strategien var nøje planlagt i kølvandet på Mette Frederiksens nytårstale.

Hele landet skulle tale om ulighed blandt børn og unge.

Men i stedet for at kickstarte ulighedssnakken har en video, hvor unge fra Brøndby spiller ulighedshåndbold, ramt partiet lige i nakken.

Kritikken er todelt. For det første er der kun hvide unge med i spillet. En kritik, politisk ordfører Jesper Petersen (S) svarer på her.

Men og så det faktum, at idéen til videoen stammer fra USA, får tæsk. Og hvad den del angår, lægger Jesper Petersen sig fladt ned.

- Vi har planket en god idé og ladet os inspirere af det, der hedder privilegie-walk på engelsk. Det er udbredt og kendt andre steder. Nu har vi så brugt den i en dansk kontekst, siger Jesper Petersen.

Den originale idé, som S har planket.

Jeg siger bare
- Vi tager ikke copyright på det. Andre har lov at gør det samme. Men vi synes, det er en illustrativ måde at få vores pointe ud. Der er stadig sociale forskelle, der giver for store uligheder i børns liv og deres chancer. Og så i Danmark.

- Du siger I har planket det med åbne øjne. Men er det ikke kun fordi, der er nogen, som har opdaget det?

- Det er jo ikke forbudt at lade sig inspirere af sådan et koncept. Hvis man søger lidt på det, så kan man se det gennemført som politisk kampagne. Og som noget der er gjort på universiteter og i andre sociale sammenhæng.

- Nu siger du, at det er noget vi allesammen burde have set før. Det har jeg så ikke. Så jeg gentager: Er det ikke kun fordi, der er nogen, som har opdaget, at det er et kopi-projekt, at du siger, det er noget, som alle kender?

- Jeg ved ikke, om alle kender det. Jeg siger bare, at det er et koncept, som rigtig nok er brugt før. Og det har vi ingenting imod at sige, at det har vi ladet os inspirere af.

Sjusk? Nej
- Men når I nu er så åbne, hvorfor gør I så ikke opmærksomme på det i kampagnevideoen?

- Jeg synes, der ligger i din præmis, at vi skulle have gjort et særligt nummer ud af at være opfindere af konceptet. Og det har vi ikke gjort. Nogen siger, det er blevet gennemført før. Og ja, nu tager vi så den idé og bruger den i en dansk kontekst. Jeg håber, folk forstår pointen, så vi kan få øget fokus på en diskussion, der efter vores mening har fyldt for lidt.

- Er det ikke sjusket, at jeres kampagnefolk ikke får styr på de her ting?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi har villet frem med en pointe om reelt lige muligheder for børn i Danmark, og den står for mig fuldstændig tydelig. Det tror jeg også den vil gøre for langt de fleste, som ser den, siger han.

407 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere