S sår tvivl om regeringssamarbejde med R: De er jo rabiate og helt på månen

Zenia Stampe minder mere og mere om Pia Kjærsgaard. Ligheden er slående, fastslår Dan Jørgensen

Zenia Stampe og de Radikale er jo rabiate. Får de magt som de har agt, vil velfærdsamfundet bryde sammen under flygtningemasserne, mener Dan Jørgensen. Polfoto
Zenia Stampe og de Radikale er jo rabiate. Får de magt som de har agt, vil velfærdsamfundet bryde sammen under flygtningemasserne, mener Dan Jørgensen. Polfoto

Socialdemokraterne får meget svært ved at danne regering med de Radikale, hvis rød blok vinder næste valg.

Partiet befinder sig på månen - og det er svært at lede et land fra så lang afstand.

Det fastslår udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) efter den Radikale værdiordfører Zenia Stampe i et interview har kaldt Socialdemokraterne ’hamrende usolidariske’, fordi partiet forsøger at begrænse flygtningetilstrømningen.

Se også: Zenia: S fører hamrende usolidarisk flygtningepolitik

- Hun ligner mere og mere venstrefløjens svar på Pia Kjærsgaard. Ligheden er slående. De lægger sig så langt ude på hver sin fløj, som man kan. Pia Kjærsgaard vil lukke grænserne 100 procent – og Zenia Stampe vil de facto åbne grænserne 100 procent. Hvis man ikke vil hjælpe i nærområderne, men lade alle komme til Europa, så betyder det jo, at der skal komme 20 millioner til Europa bare fra Syriens nærområder, siger Dan Jørgensen.

- Hvis Zenia Stampe får magt, som hun har agt, så får vi så mange ind, at vores velfærdssamfund bryder sammen. Og det går ud over de svageste, herunder flygtninge som hun gerne vil hjælpe. Hvis man gerne vil regere landet, så er det svært at gøre det, hvis man sidder på månen. Og det ser det ud til, at Zenia Stampe gør. Når hendes parti fremhæver Sverige som et foregangsland – et land som er ved at bryde sammen - er for mig at se helt verdensfjernt, fortsætter han.

- Når nu udlændingepolitik er så vigtig, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen. Hvordan kan I så danne regering med de Radikale?

- Det er et spørgsmål, som kun den kommende statsminister kan svare på. Men jeg kan da godt for egen regning sige, at det er klart, at det er jo vanskeligt. En situation - hvor man kunne forestille sig socialdemokraterne i regering uden de Radikale - kan vel ikke længere helt udelukkes. Fordi det her fylder så meget.

- Og der er ikke noget, som tyder på, at man lader sig forstyrre af virkeligheden hos de Radikale. Det er jo ikke sådan, at man er i gang med langsomt at flytte sig hen i mod en analyse, der minder om vores. Det er nærmest som om, at man taler sig endnu mere over i en krog. I takt med at resten af Danmark – herunder også SF -  har anerkendt de her problemer, så er det som om, at de Radikale går endnu mere til venstre i udlændingepolitikken.

- Det ser svært ud, hvis man skal danne en regering uden fælles udlændingepolitik?

- Vi tilstræber at lave politik henover midten. Det her er så vigtigt, at så mange partier som muligt skal være med. Også meget gerne de Radikale – men lige nu er de radikale fuldstændig tonedøve og virkelighedsfjerne. Hvor i mod socialdemokraterne og Venstre har fundet fælles fodslag på en lang række områder.

- Partiet må jo have en tanke med at gøre Zenia Stampe til værdiordfører?

- Hvis jeg skal være venlig over for de Radikale, så vil jeg sige at vi har en forskellig opfattelse af verden. Jeg forstår bare ikke, hvordan man ikke kan se så åbenlyse udfordringer, som vi står med. Skal jeg være uvenlig, så er det selvfølgelig, at man har vurderet, at der er en eller anden strategisk effekt i det for partiet, at man har valgt at markere sig så rabiat, siger Dan Jørgensen.

Han mener, at de Radikale - og Zenia Stampe - ignorerer Danmarks kæmpemæssige problemer med integration.

- Parallelsamfund, kvinder der undertrykkes, vold og alt muligt andet. Det er jo i min bog et kæmpe svigt. De Radikale er jo blevet tolerante over for det intolerante. Det er jo helt på månen i min bog, siger han.

427 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere