S vil udvide brug af zoneforbud i boligområder

Socialdemokraterne vil i et nyt udspil have hurtigere og hårdere konsekvens, hvis zoneforbuddet overtrædes.

I for mange boligområder skaber grupper af kriminelle utryghed gennem hashsalg, hasarderet kørsel og chikane, men det skal der nu sættes en stopper for.

Det mener socialdemokraterne, og derfor fremlægger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S) lørdag udspillet "En ungdom uden kriminalitet", hvor de ønsker en udvidelse af zoneforbuddet.

- Jeg kan se det samme mønster i mange af de boligområder, jeg har besøgt som justitsminister, nemlig at langt de fleste lever et almindeligt liv, men så er der en lille hård kerne, som ødelægger det for alle andre, siger Mette Frederiksen.

- Det mener jeg, vi er nødt til at gå hårdere op imod, for den utryghed, de ofte skaber i helt almindelige menneskers hverdagsliv, er rigtig, rigtig problematisk, og jeg synes ikke, de skal have lov til det.

Socialdemokraterne peger på, at zoneforbuddet, hvor politiet kan forbyde tidligere straffede at opholde sig inden for 500 eller 1000 meter af gerningsstedet, er et godt redskab til bekæmpelse af bander og grupperinger.

Partiet vil derfor udvide brugen af zoneforbuddet, så politiet får mulighed for at forbyde tidligere straffede at opholde sig i bestemte bydele, uden at der stilles yderligere krav til deres konkrete udviste adfærd.

Samtidig vil partiet skærpe straffen for overtrædelse af zoneforbuddet, så strafferammen på syv dages ubetinget fængsel oftere udnyttes, ligesom de vil undersøge muligheden for et "fast track" i retssystemet, så brud på zoneforbud kommer hurtigere for retten.

- Hvis de unge ikke bliver straffet med det samme, vender de bare tilbage og griner politiet lige op i hovedet, og så kan de andre beboere se dem stå nede på legepladsen igen dagen efter og sælge hash og chikanere andre børn og unge, siger Mette Frederiksen.

- Når man får et zoneforbud, er det fordi, man har haft en adfærd, der er gået ud over fællesskabet. Hvis vi skal beskytte de mange, der bor i vores udsatte boligområder, skal vi have de få væk, der laver balladen.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere