Så hjælp os dog politikere: Vores by er døende

Kun præsten har travlt i Skelby, hvor der næsten er flere begravelser end kunder hos købmanden. Beboerne kigger langt efter de vækstplaner, som politikerne taler om

Når Hakan Aslan ikke kan skabe omsætning i sin forretning i Skelby, så er der ingen, der kan. - Jeg giver op, siger han. (Foto: Per Rasmussen)
Når Hakan Aslan ikke kan skabe omsætning i sin forretning i Skelby, så er der ingen, der kan. - Jeg giver op, siger han. (Foto: Per Rasmussen)

- Jeg er træt. Jeg er så træt.

Siger 46-årige Hakan Arslan.

Som ellers var fuld af energi, da han for tre år siden købte forpagtningen af den lille købmandsbutik i Skelby mellem Glumsø og Næstved i Sydsjælland.

Det skete på et tidspunkt, hvor butikken havde stået tom i et halvt år. Den tidligere købmand havde kastet håndklædet i ringen.

Hver dag åbner Hakan Aslan forretningen klokken syv. Og han passer butikken til klokken 20 om aftenen. Hver dag. Hver uge. Året rundt.

Nu gider han ikke mere.

- Der er ingen kunder, siger han og slår ud med armene.

Regeringen kom i maj med et udspil, der skulle sætte skub i de kommuner, der lider under manglende vækst og befolkningsflugt. Oppositionen var stærkt kritiske overfor planen, som konservative Brian Mikkelsen omtalte således:

- Det er en pinlig omgang, statsministeren leverer. Det svarer til, at man sætter et plaster på et åbent benbrud.

Helle Thorning-Schmidt kaldte selv de 50 initiativer, der udgjorde planen, for en blandet landhandel, og lige præcis handel tilsat optimisme og håb er hvad, beboerne savner i Skelby.

Selv landsbyforeningen er opløst
Officielt ligger Skelby ikke engang i en udkantskommune, da egnens storby, Næstved, har over 30.000 indbyggere, men indbyggerne føler, at de lever på kanten.

For et par år siden lukkede skolen. Og også den sidste børnehave. Et dyrehospital har også hevet teltpælene op og er flyttet væk. Og samme vej er det gået med de børnefamilier, som har kunnet få solgt deres huse.

Selv byens landsbyforening, der var meget aktiv, da borgerne kæmpede for at bevare deres lokale skole, er ikke længere. Den er opløst.

De få kunder, som finder ind til Hakan Arslan, er de vejfarende, som kommer i deres lastbiler. De bor ikke engang i byen.

- Jeg sælger masser af tobak. Og så en mælk eller en pakke toastbrød i ny og næ. Men det er også næsten det eneste, siger købmanden, som har besluttet sig.

- Jeg lukker til oktober. Byen er død, siger han.

Ikke noget liv mere
Et lyspunkt er der dog.

Frisør Dorthe Vive Dahl åbnede Salon Vive for et stykke tid siden. Og der er kunder i forretningen, da Ekstra Bladet kigger forbi.

- Der er alle de gamle. Det er dem, der stadig bor her. Den eneste, der har travlt, er præsten. Travlt med at begrave mennesker, siger frisøren, der savner legekammerater til sin søn på 13.

- Børnefamilierne er væk. Byens udfordring er at holde på de unge. De rejser væk, når der ikke er mulighed for at uddanne sig i nærområdet. Fritidsaktiviteterne er også væk, efter at skolen er forsvundet. Der er ikke noget liv mere.

Sønnen går i skole syv kilometer væk i Glumsø. Det koster en køretur frem og tilbage for Dorthe Vive Dahl hver morgen klokken 7.15.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at han skal sidde i en bus i 40 minutter for at komme til skole. Derfor kører jeg ham. Men han har det ikke sjovt her. Der er langt til kammeraterne, siger Dorthe Vive Dahl.

Dorthe Vive Dahl kæmper for at holde en rimelig omsætning i sin nyåbnede frisørsalon i udkanten af Udkantsdanmark. (Foto: Per Rasmussen)
Dorthe Vive Dahl kæmper for at holde en rimelig omsætning i sin nyåbnede frisørsalon i udkanten af Udkantsdanmark. (Foto: Per Rasmussen)
 

For sent at gøre noget
Frisøren og købmanden er enige om, at politikerne på Christiansborg bør se at få fingeren ud. Det er kun de færreste i Skelby og opland, der fatter en bønne af al den snak om jobfest og vækst, som fylder en del i valgkampen. I Skelby er der ingen job at søge. Der er Susåen, der løber igennem, og om sommeren kan det trække et par kanoturister op til købmanden.

- Det er derfor, jeg venter med at lukke til oktober. Jeg tager lige sommeren med, siger Hakan Arslan.

Og når det gælder om at give politikerne et godt råd til, hvad de kan gøre for at forhindre udviklingen, er talen klar.

- Løbet er kørt. Der er ikke mere at gøre. Det er sket, siger Hakan Arslan.

FAKTA

Landdistrikterne har siden 2009 mistet 5,2 procent af deres indbyggere.

Byer med over 20.000 indbyggere har samtidig oplevet en befolkningstilvækst på 7,9 procent. 

Omkring hver tredje borger mellem 18 og 65 år vil være flyttet fra kommuner som Bornholm, Læsø, Ærø, Langeland og Lolland om 25 år.

En udkantskommune kendes ved, at den største by har færre end 30.000 indbyggere og ligger mere end 40 kilometer fra en by med over 40.000 arbejdspladser. 

154 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere