Så ser vi lige Pia blive ført frem...

Det siges, Pia Kjærsgaard har prøvekørt limousinen, der tilhører folketingets formand. Og at Pia kunne lide, hvad hun prøvede.

Nuvel, det er ikke sikkert, Pia bliver formand. Det kan teoretisk set også blive Bertel Haarder. Men tænk, hvis det bliver Pia. Hvilken udgang på fortællingen er det så ikke?

Dansk Folkeparti har været stuerene i årevis. De blev det oven på en forbløffende rejse frem til VKO-flertallet i 00’erne. Jeg skrev selv i Berlingskes nekrolog om Mogens Glistrup i 2008: »Står Dansk Folkeparti i dag som én af de bærende vægge i dansk politik, er dets byggemateriale udvundet i de lag, der kom til syne ved Mogens Glistrups jordskredssejr i 1973. Fremskridtspartiets stifter gav stemme til en særlig opinion. Denne har, lige siden partiet uafvendeligt masede sig ind i Folketinget, ladet høre fra sig. I starten som det dårlige selskabs kor. Med landsbytossernes reaktionære omkvæd. Men siden - og uden Glistrup selv - som en holdning til Danmark, der ikke alene er blevet stueren, men sågar har fået anvist komfortable pladser i den borgerlige stadsestue.«

I disse dage kan vi konstatere, at Dansk Folkeparti ligefrem er kommet skridtet videre. De er nu hævet over den borgerlige stadsestue, som til gengæld synes misligholdt og knap så ren som under Anders Fogh Rasmussen. I store dele af Danmark har vælgerne byttet rollerne om hos V og DF, så det i dag er Venstre, der opfattes som ’det dårlige selskab’.

Kristian Thulesen-Dahl vil helt sikkert gerne være finansminister, Skaarup gerne justitsminister, Espersen gerne forsvarsminister, Blixt gerne sundhedsminister, Henriksen gerne integrationsminister og Messerschmidt gerne kirke- og kulturminister, hvis vi skal tage en foreløbig liste. Men i dag er det ’pianisterne’, der har annekteret Løkkes motto og siger: ’ikke for enhver pris’. Og skulle Dansk Folkeparti ende med at lade Lars Løkke Rasmussen gå solo, kan det lige så vel blive opfattet som lige dele desperation og selvovervurdering hos Løkke som ansvarsfrygt hos Dansk Folkeparti.

Det sidste er vel reelt Dansk Folkepartis eneste problem for tiden. At det oven på en valgsejr og mulig regeringsdeltagelse bliver et omkvæd at kritisere dem for fortsat at foretrække egen fremgang og lykke frem for at tage ansvar for Danmarks ditto.

Ellers kan det formentlig ikke blive større for DF. Pia Kjærsgaard er den mest udskældte, fordømte og oftest ondsindet fremstillede person i dansk politik de seneste 30 år. Fra karakteristikker som leder af en skimlet sekt af kældermennesker til betegnelser som racist og fascist. Men har hun i satiretegninger stået konstant indsmurt i mudder og tvær mimik, er hendes politiske kurve én lang opadgående streg fra stiftelsen af hendes parti og frem til i dag. Pia Kjærsgaard er i dag at betegne som den mest succesfulde politiker i samme periode.

Kjærsgaard har gennem sin politiske karriere altid bragt det værste frem i sine modstandere. Hun har været en prøve for sine omgivelser. Og meget ofte - som i næsten hver gang - er omgivelserne dumpet i testen. De har sagt langt mere ufordelagtigt om sig selv, end de magtede at ytre om Pia Kjærsgaard eller hendes parti.

Under alle omstændigheder har stifteren af Dansk Folkeparti været den suverænt mest undervurderede og mindst anerkendte i det gode selskab. Men når hun syntes mest forhadt, syntes Pias lov om den politiske tyngdekraft at træde igennem for alvor: Eksempelvis ved det voldsomme angreb på hende på Nørrebro i 1998, hvor Kjærsgaard løb i ly på førstesalen af en filial af Danske Bank stemplede angriberne. De blottede ikke hendes angiveligt iboende monster, men deres eget. Eller med Naser Khaders, Ny Alliance, der i forsøget på at udstille Pia Kjærsgaard og kompagni som landsbytosser i stedet udleverede sig selv som storbytosser.

Hvis folketingsvalgene 2001, 2005 samt 2007 handlede om et bestemt parti, en bestemt sag og én bestemt person, var det henholdsvis Dansk Folkeparti, udlændingepolitik og Pia Kjærsgaard. Og nu hvor Dansk Folkeparti har vundet i 2015 med den overordentlig succesfulde arvtager Kristian Thulesen-Dahl som leder, bliver det sandsynligvis Pia Kjærsgaards sluttrin på en mageløs opstigning.

En af de seneste årtiers væsentligste historier hugger hermed et udråbstegn ud for sig selv i dansk politiks store runesten. 

I bogen ’Pia K’ af Elisabet Svane, refereres Anders Fogh Rasmussens syn på Dansk Folkeparti og dermed på Pia Kjærsgaard: ’Det ( Dansk Folkeparti, red.) var ikke båret af en flammende ideologi, men af nogle kontante mærkesager og et meget stort behov for anerkendelse.’

Så ser vi lige Pia blive ført frem som demokratiets øverste embedsfigur. Som den ypperste repræsentant for det danske demokrati. Så kan vi lære det herude, blandt pianisthånere i særdeleshed og de Dansk Folkeparti forskrækkede i almindelighed. ’Stuerene bliver I aldrig’, sagde han. Hvem ringer til Poul Nyrup, mens Kjærsgaard flytter ind i formandsboligen på Christiansborg og beder chaufføren holde sig klar, fordi hun lige skal forbi dronningen igen?

117 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere