På første arbejdsdag som borgmester i Holbæk Kommune sidder landets yngste af slagsen, Christina Krzyrosiak Hansen, langt fra foran sit skrivebord og nusser med papirer.
Den nye borgmester på bare 25 år er nemlig på første arbejdsdag trukket i arbejdstøjet, men hvad der skulle have været en dag med oprydning af fyrværkeri efter nytårets strabadser, blev en dag med omsorg for træer i kommunen.
- Jeg skal ud med 'Vej og Park' og samle rester af fyrværkeri i kedeldragt, sagde Christina Krzyrosiak Hansen til Ekstra Bladet for en uge tid siden.
Turens formål blev altså ændret, da Christina K. Hansen i dag mødte op hos 'Vej og Park', og kedeldragten blev også droppet til fordel for en smart, gul refleksvest.
Ekstra Bladet forsøgte forinden at invitere sig selv med på turen, men der var angiveligt allerede for mange med, og derfor var der ifølge borgmesteren ikke plads til en journalist og en fotograf mere.
Oven på den afvisning accepterede hun dog at sende os billeder fra den begivenhedsrige første dag, hvor hun trak i refleksvesten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Prøve 'almindelige jobs'
Begejstringen over den famøse tur var stor, da Ekstra Bladet fangede den nye borgmester over telefonen for en uge siden.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, sagde hun.
Den unge borgmester har besluttet, at hun gennem sin tid i toppen af kommunen flere gange om måneden vil ud i og prøve de 'almindelige' kommunale jobs.
- Jeg skal ud blandt medarbejdere, ud blandt borgere, ud i institutioner, skoler og være i praktik for at få en større føling for, hvad der sker i vores kommune, siger hun.
Hotline til formanden: Mette F. rådgav Danmarks yngste borgmester på valgnatten
Det kan umiddelbart virke som om, at borgmesteren ikke har afblæst sin valgkamp, trods hun nu kan bryste sig med borgermestertitlen og den dertilhørende kæde.
Ifølge hende er der dog helt andre grunde til, at hun i dag har passet træer og i fremtiden måske vil samle skrald, skifte en ble eller vaske et gulv.
- Det er generelt vigtigt for mig, at afstanden mellem mig som politiker og borgmester og mellem borgere og medarbejdere simpelthen bliver kortere, siger hun.
- Er det her noget du forestiller dig, at du bliver ved med?
- Jeg har en klar forventning om, at det er noget, jeg bliver ved med at gøre. Det kan selvfølgelig være, at formen ændrer sig, siger Christina K. Hansen og forsætter:
- Det kan også være, at organisationen bliver en lille smule træt af, at jeg kommer rendende hele tiden.
I en pressemeddelelse står der, at Christina K. Hansen har planer om at tage ud hver 14. dag, og her vil hun ikke bare drikke en kop kaffe, men selv have jord under neglene.